HøkerforeningenKøbenhavn

L. Rasmussen, kritiserede i en Artikel i »Høkerforeningens Avis« for

den i. August 1923 paa særdeles skarp Maade den hidtidige Maade,

hvorpaa Noteringen var foregaaet — nemlig som en eensidig Note

ring, idet det var Sælgerne, som satte Noteringen — uden Bistand

af Køberne. M ed L. Rasmussens Artikel som Udgangspunkt gen

nemførtes der en Kampagne for at faa Noteringen bragt ind under

mere tidssvarende og retfærdige Former. Den 4. Juni 1924 modtog

Handelsudvalget en Skrivelse fra Magistraten, hvori det oplystes, at

dervar nedsat et særligt Noteringsudvalg med daværende Torveinspek

tør

A . Andersen

som Formand. Noteringsudvalget er iøvrigt udnævnt

af Magistraten efter Indstilling af de respektive Organisationer. Hø

kerforeningen indstillede som sine Repræsentanter i Noteringsudval

get d’Herrer Mouvielle og L. Rasmussen. I dette Udvalg er Høker

foreningen nu repræsenteret ved

Th. Albertsen.

I Fjerkrænoterings

udvalget er

C hr. Jensen

Høkerforeningens Repræsentant. Det oven

nævnte Noteringsudvalg skulde foretage en daglig Notering, og

Høkerforeningen protesterede senere imod, at Magistraten i 1930

ønskede at gaa over til kun at bringe 2 ugentlige Noteringer. I en

herom vedtagen Resolution paa Generalforsamlingen 1930 hed det:

»under Hensyn til, at daglige og nøjagtige Markedsberetninger er

den bedste Regulator for Tilførsler til Markedet kan Høkerforeningen

kun tiltræde Forslaget om kun 2 ugentlige Noteringer som et For

søg paa at modarbejde visse uheldige Indflydelser ved den nu

værende Notering, men iøvrigt maa vi forbeholde os vor Stilling i

Fremtiden.«

Kødkontrolspørgsmaal har, som naturligt er, altid haft det for

brugende Publikums Interesse, og Høkerforeningen har da ogsaa

Gang paa Gang deltaget i den offentlige Debat herom. Med Mellem

rum opstod der hele Epidemier m. H . t. at anmelde Handlende, ja, i

Oktober 1936 taler »Høkerforeningens Avis« endda om »den for vort

Fag saa ulidelige Tilstand, hvor Tillidsforholdet til vore Kunder synes

at have lidt Skibbrud«. Høkerforeningen ønskede ingenlunde at for

svare de enkelte Lovbrud, som blev paavist — men fremhævede, at

Høkerstanden som Helhed varetog Forbrugernes Interesser paa fuldt

forsvarlig Maade, og at den Handlende i hvert Fald ikke burde an

meldes til Politiet, før han selv havde haft Lejlighed til at konstatere,

om Varen overhovedet var købt hos ham, og om han fandt sig for

anlediget til at bytte den. Høkerforeningens ledende Mænd maatte