73 / 111
69
vi forstaaet, hvad det vil sige, at vi er skabt som Mennesker, saa
forstaar vi ogsaa, naar vi ser sandt og ærligt paa vor nuværende
Tilstand, at vi trænger til Frelse. Saa forstaar vi, at vi her i
denne Verden sidder i Mørkets og Dødens Skygge, selvom vi
maaske udvortes har lykkelige Kaar, og at „Verden ejer ingen
Lyst, som kan fylde dette Bryst.“
Men det er jo ikke nok at naa til Erkendelse af, at vi træn
ger til Frelse, til Erkendelse a f vor Synd. Havde Døberen ikke
haft andet at sige, kunde det ikke hjælpe meget; men det havde
han. Han var den største af alle Profeter, fordi han ikke blot:
fra det fjerne vidnede om Frelsen, der engang skulde komme,,
men kunde sige: Se, der er Frelsens Horn; dér kan I søge Styrke
og Kraft til at leve et menneskeværdigt Liv, dér gaar han, der
intet hellere vil end komme til Jer med Syndernes Forladelse,
om I blot v il tage derimod, saa I atter kan komme til at leve
under Guds Naades Sol. De to Ting hører sammen: Erkendelsen
af, at vi trænger til Frelse, og Erkendelsen af, at denne findes
kun i det at ty ind under Guds Kærlighed. Derfor beder vi
Gud Helligaand: „Oplys vor Synd som Lyn, Guds Naades Dyb
som Solen; vejled som Maaneskin os blidt til Naadestolen“ .
Naar det sker, saa vil ogsaa det ske, som Sakarias nævner, at
vi bliver friede fra vore Fjenders Haand. Men er vi da i Fjende
vold? Ja, vi er i Fjenaehaand og Trællekaar under Livets Fjen
der, Synden og Døden. Vi behøver jo blot at tænke paa dem, der
ligger under for deres onde Lyster og Tilbøjeligheder. Djævelen
v il maaske bilde saadanne Mennesker ind, at de netop er frie
og deres egne Herrer, naar de gør, hvad de har Lyst til, og saa
er Sandheden dog den, at de er sølle Trælle af deres Lyster og
Lidenskaber. E ller tænk paa vor Stilling til Penge, Gods og
Guld; hvor kan det her tit være vanskeligt! Her, hvor vi skulde