74 / 111
7 0
være Herrer, gode Husholdere, bliver vi kun altfor tit ynkelige
Slaver. Og ogsaa det daglige Livs S lid og Slæb kan trælbinde
os, saa vi bliver som forkuede og vantrevne Mennesker. Jo, vi
er i Fjendevold, vor V ilje er trælbunden, og den bliver først
fri, naar den falder sammen med Guds. „Den, der gør Synden,
er Syndens Træl; men naar Sønnen faar frigjort Jer, skal I være
virkelig fr i“ . Vi kan det ikke selv. Saa længe vi v il nøjes med at
synge om og tale om Guds store Gerninger til Menneskeslægtens
Frelse ved hans Søn i hans Naades Ord til os ved Døbefont og
Nadverbord, men i Virkeligheden ikke gør A lvor heraf og byg
ger vor Frelse paa, hvad vi kan gøre, hvad Mennesker kan ud
rette i Guds Riges Sag, saa finder der trods alle ydre Resultater
ingen Frigørelse Sted fra Syndens Rod, som er Selviskheden. —
Og hvorfor er vi først rigtig fri, naar vor V ilje falder sammen
med Guds? Jo, for det er vor Bestemmelse ikke at v ille vort eget,
men kun hans V ilje, og som Fuglen kun er fri, naar den boltrer
sig i Luften, og Fisken kun, naar den svømmer i Havet, saaledes
er ogsaa Mennesket kun frit, naar det lever efter sin Bestemmelse.
I denne Frigørelse skal vi saa, siger Sakarias, „tjene Gud
uden Frygt, i Hellighed og Retfærdighed for hans Aasyn, alle
vore Dage“ . Ja, lever vi ikke længere i Træ lleforholdet til Ver
den, men i Barneforholdet til Gud, saa jages Frygten ud. Saa
driver den onde Samvittighed os ikke hvileløse om, fordi vi kun
har vort eget at bygge paa, men saa hviler vi trygge som Barnet
i sin Faders Favn. At vi skal leve i H ellighed og Retfærdighed
vil ikke sige, at vi skal naa til en selvlavet Hellighed og Retfær
dighed, for saa maatte vi b live i Frygten alle Dage; men det
v il sige, at vi gaar ind under den Pagt, Gud sluttede med os i
vor Daab om Syndernes Forladelse, og som bestaar i Forsagelse