GrundtvigsMindekirke

ken. At det lykkedes ham i dette Taarn at føre denne Helhed i

dette gyldenhvide Lys igennem indtil Toppen, er i Dag hans

Kunsts Glorie over hans Kiste.

Sin personlige Bekendelse har han givet i et prentet Haand-

skrift med dette Navn, der skulde være hans Arvebrev til hans

Børn. Heri skriver han om den Aand, hvori han har villet bygge

dette Rum: Kunde jeg bygge Kirkerne saa høje og hellige, at

intet falsk Ord gav Genlyd derinde, ikke et ligegyldigt.

I Testamentet har han indføjet en Tegning af et skulpturalt

A lterbillede, der er et af hans mange, ikke opgivne, men efter

ladte Arbejder. Paa Korset hænger Menneskenes Søn, ved dets

Fod staar hans Forældre, hun knuget af Modersorgen, han i en:

opadvendt eller opaddragen Stilling, der viser, at han forstaar

Lidelsen og Sejren hos den Unge, der er paa en Gang hans Kød

og Blod og hans Gud. Hendes Skikkelse har han givet Portræt

lighed med den Kvinde, som han i Skriftemaalet til Børnene

kalder sin Ven og Stalbroder. I hans Skikkelse er der ingen

ydre Lighed med den Mand, som vi endnu kan se for os med

hans Tænker-Hoved og det ikke ældede, men hærdede eller slidte

Legem. Den er et Udtryk for hans Aand, der gennem Hindrin

ger saa det Høje.“

Og medens Tonerne af: „Udrundne er de gamle Dage som

Floder i det store Hav“ lød, bar Arbejderne ved Kirken Byg

mesterens Kiste til Krematoriet til Baalfærden.

Askeurnen er nu indmuret i Kirkens Vaabenhus.