84 / 111
80
gam le Hustru, der har staaet trofast ved hans Side baade i de
paa saa mange Maader onde Kampens Aar og nu, da Grundtvigs-
kirkens Taarn vidnede højt om Sejren. Hun gjorde, hvad hun
kunde, for at saa lidt som muligt skulde forstyrre ham, naar
han drømte Drømmen om den herlige Katedral, og hun fik den
Lykke sammen med ham at opleve Sandheden a f Ordene: „Giv
Tid, og hvad du drømte skønt, du skal i Sandhed skue!“ Og
hun fik hans Kærlighed og Tak i stedse rigere Maal. Vi kunde
ikke undgaa at se det, naar vi saa dem sammen eller hørte ham
tale om hende. Den sidste Gang, jeg saa vor gam le Bygmester,
var en Dag inde paa Hospitalet netop i et Øjeblik, hvor han tog
Afsked med sin Hustru, og den H ilsen, han gav hende, og det
B lik, han sendte hende, saa fuldt af Varme og Tak, v il altid
staa for m ig som et a f mine rige Minder.
Hans kære ved, at deres Far kendte til Jacobskampen, til ud
a f sit Hjertes dybeste Ve at sige: Jeg slipper dig ikke Gud, før
du velsigner mig! Han kunde ikke undvære Guds Velsignelse —
og maatte han derved ogsaa tale til os, at vi maatte kunne for-
staa, vi kan ikke nøjes med vort eget og denne Verdens og leve
Velsignelsen foruden. Da han den strenge Vinterdag for omkring
et Aar siden stred Kampen paa Liv og Død derude i Dyrehaven,
som han elskede, da var det Raabet efter Velsignelsen, som atter
og atter brød frem over hans Læber: Herre, forbarm dig over
mig! Og det var Guds Velsignelse, ikke Gods og Guld og grønne
Skove, han dybest begærede for sine kære — hvilken Rigdom
for dem! Maa jeg have Lov til at slutte min Tale i Dag over den
gamle Mester med at fortælle et Vidnesbyrd herom:
Den Dag, han skulde opereres, sidste Lørdag, lige før Ope
rationen, da maatte han sende sin gamle, elskede Hustru en H il
sen, og det blev hans sidste. Han tog da et Kort med et B illede