88 / 111
84
sin kunstneriske Drift til at have Stof i Hænderne, ind i den
„Forvirringens Mangfoldighed“ , som for ham blev Vejen til den
gode Smag, en stille Dyd kalder han den. Han var afvekslende
ved Lærergerning og praktisk Ingeniørarbejde, Kunstmaler,
Skulptør, Keramiker, Møbeltegner, før Kaldet til Arkitekturen
— først fornummet ved Synet a f Borreby i hans Fødeegn, siden
ved Herholdts Undervisning paa Læreanstalten — brød igennem.
T il den hentyder maaske allerede Udraabet: 0 sancta simplicitas!
i
Indskriften paa B illedet fra Dyrehaven fra 1888 .
Men ogsaa her maatte han friste Sandheden af sit Valgsprog:
Gennem Hindringer til det Høje. Flere af hans Bygværker kom
ikke længere end til Papiret. „Tveje Aars“ blev ikke bygget i
Aarhus, men i Odense Landsogn — med et Navn (Fredens
K irk e ), som ikke er a f ham: efter hans Tanke var Navnet en
Del a f Tingen. Men en Maaned efter, at den var forkastet, havde
han den første Plan til den trekløvede Grundtvigs-Kirke. Ogsaa
den skred langsomt og v il vel gøre det fremdeles. Men nu hav
de han den Modenhed, der er hele Sagen. Arkitekturen er en
Kunst for gamle Mænd, sagde han.
Med Tanken paa det hele Bygværk paa Bjerget skriver han
i en a f de Artikler om bedre Byggeskik, der viser Bygmesteren,
som han helst kaldte sig, som en lige saa original Skribent, at
al Styrke og Skønhed skal samles om det monumentale Hus, og
at dette ikke skal have andre Detailler, hverken „gotiske“ eller
„græske“ end dem, der dannes a f Stoffet selv, den røde eller
gullighvide Mursten. I en anden Artikel skriver han: „Jeg tror,
at Trangen kan mættes i en enklere Kunst end Gotikens, i en
Kunst, hvor den store Helhed fuldkommen behersker hver enkelt
Del. Kan den nye Kunst en Gang fri os fra det Overflødige, skal
den prises. Han følte sig nu Antikken lige saa nær som Gotik