GrundtvigsMindekirke

Taarn a f et Skab, han en Gang har tegnet: Skønhed og Styrke,

giver Maalet for, hvad han har ment med sin Kirke som et Kunst

værk.

Paa Lydhimlen over Prædikestolen har han paa Dansk sat

en anden Indskrift:

Læs Ordet, som staar skrevet,

men vidn, hvad du har levet.

Verset er af ham selv, som den dertil svarende Indskrift i

Rasmussens Gymnastikhus: Ret Ryggen, og tal Sandhed. Men for

visse Aarsagers Skyld lod han gerne Folk tro, at det var fundet

i en gammel Postil. Saa snild var den sandfærdige Mand.

Han var i sine Evner og Sysler det modsatte af enfoldig. Han

var, som man siger paa Sjælland, „indspekuleret“ . Altsaa netop

ikke udspekuleret, som Ordet alm indelig lyder; han har vist al

drig planlagt eller deltaget i en Intrige. Men han var tænksom

og derfor gerne af en anden Mening end den gængse. Og Tænk

somheden „slog ind“ og blev til en fast og stædig Vilje til, at

Tingen skulde udføres just saaledes, som han havde tænkt den.

Huset her er gennemført, som det er gennemtænkt. Der sidder

ikke en Sten deri, som ikke har føjet sig efter hans Tanke og

Vilje. Hans Medhjælpere vidste det. En af hans trofasteste

Svende havde til sin Sorg gjort en ringe Fejl i Prædikestolens

Murværk. Næste Dag var der to Svende paa Prædikestolen, og

den ene var Mester.

Han havde et ypperligt Hoved og et alsidigt Nemme — der

var gennem Mødreneslægten fynsk Blod i Sjællænderen. I sin

Ungdom tog han den i Mands Minde fineste A fgang fra den

polytekniske Læreanstalt; havde han den Gang været Student, var

han vel blevet en stor Matematiker. I Stedet kom han, ledet a f