82 / 111
78
i Grundtvigs Mindekirke, har vi en levende Fornemmelse a f
dette: her er noget, som ikke er taget a f et Menneske selv, men
givet ovenfra.
Og saa sker det, naar denne Følelse paatvinger sig os, at da
løftes Sindet opad. Saa aflægger denne Kirke i al sin majestæ
tiske Enfold et Vidnesbyrd om det, der er over og langt, langt
bedre end Døgnlivet, og den aflægger tillige et Vidnesbyrd om
det, der var dens Bygmesters inderste Sind og Ønske, at den
maatte kunne prædike, meget bedre end vi Præster tit og mange
Gange gør det, om Godhedens Gud og hans Kærligheds og Her
ligheds Vælde, saa det b liver Liv og V irkelighed for os, naar
vi synger: „Jorden løftet er mod H im len, H im len sænket er mod
Jord.“ — „Kunde jeg bygge Kirkerne saa høje og hellige, at
intet falsk Ord gav Genlyd derinde, ikke et ligeg y ld ig t!“ har
han engang skrevet, og Kirken taler til os om hans Grebethed a f
denne Opgave.
Han havde faaet den store og vidunderlige Naade at kunne
samle sit Sind om den Opgave, der nu var ham betroet, udmønte
det Guld, der nu var ham givet. Det, der var hans Livssag, kæm
pede han for, sejg og vedholdende og uforfærdet og stødende
fra sig alt, hvad han mente i mindste Maade kunde være eller
blive en Hindring for det fuldkomne Skaberværk, det var givet
ham at øve, og som fyld te hans Sind fuldt og helt. Han var en
af Danmarks virkelig store Sønner, som et Menneske ikke stor
ved sit eget, men i Kraft a f sin Aabenhed og V illighed overfor
den Opgave, Livets Gud gav ham. Ja, det store ved K lint var
netop hans Sinds Aabenhed for alt skønt og stort, for Guds Værk
i Menneskelivet og i Naturen. Paa ham saa vi meget a f det,
Grundtvig synger om i den dejlige Sang, hvor det hedder: „Med
Øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvaagent for alt skønt og