83 / 111
79
stort herneden, men med de dybe Længsler velbekendt, kun fy l
destgjort a f Glans fra Evigheden.“
Og at det netop blev en Kirke, som med Rette bærer Navnet
„Grundtvigs Mindekirke“ , der blev hans Livs Storværk, beroede
ogsaa paa denne hans Sinds Modtagelighed for det store. Som
han engang indrømmede det overfor mig efter en Samtale, hvori
vi havde vekslet forskellige Meninger netop Grundtvig ved
rørende, at havde Grundtvig ikke levet, og havde han — Klint
— ikke kendt og elsket ham, saa kunde han slet ikke have skabt
dette herlige Værk. Grundtvigs mægtige Personlighed havde gre
bet ham og grebet ham saadan, at Kirken — ham selv efter
eget Udsagn ganske ubevidst — for manges Øjne har faaet ydre
Lighed med Grundtvig og i hvert Fald ligner et Orgel, der min
der om ham, der mere end nogen anden stemte Harpen dybt til
Orgelklang.
Og Klints umiddelbare Grebethed af det store, hans Inspira
tion var saa stærk, at han kunde faa sine Medarbejdere, Haand-
værkerne, med ind under Opgaven, saa de ikke blev Lejetjenere,
men som han selv fyldt a f det store og hellige, i hvis Tjeneste
de stod og staar.
Ja, vort Land og vor By er blevet en stor Personlighed fat
tigere, særpræget og ejendommelig og derfor ogsaa med sine Kan
ter. Men hvor meget saa ogsaa han var et lille og skrøbeligt Men
neske, saa skal det lyde i Dag, at det var ikke hans eget, han
søgte og byggede paa og, kan vi ogsaa sige, byggede udaf. For os
alle vidner Kirken herom; men ogsaa hans kære, hans Hustru
og Børn, kender det og ved det fra det daglige Samliv med deres
Fader.
Det kan ikke være andet, end at vore Tanker og Hjerter i Dag
først og fremmest samler sig om hans Hjem og da særligt hans