86 / 111
82
gynder Sjælland. Her er Skellet mellem Øresunds-Bræmmen og
det bølgende Indland. Neden for Kirkegaarden gaar Mosen ind
mellem de store Banker, Søborg og Bispebjerg. Paa den sidste,
hundrede Fod over Øresund, rejser Kirken sig som et Lerbjerg.
Synet havde han grebet i sin Barndom i Sydsjælland. Fra den
gule Klint paa Glænø, som han malede i sin Ungdom, tog han sit
Kunstnernavn og Naturbilledet til sin Kirke. Nu gulner Sivene
i Mosen som den, og i Dyrehaven, hvor han holdt Søndag, staar
Træerne som sorte Søjler. Han elskede den nøgne Skov i Aarets
Skumring; han har malet den Gang paa Gang. Det var i den,
han for et Aar siden fik Spiren til sin Død i sig. Han havde
en Tid ønsket at faa sin Grav i Dyrehaven. Nu bliver hans Aske
indsat bag en Mursten i Vaabenhuset til hans Kirke.
Men i det samme Sjælland. Fra Tuerne med Stendysserne i
Skoven eller paa den aabne Mark, fra Hvideslægtens Kirker i
hans Hjemstavn, fra Bjernede gamle Bispehue og fra „den hen
rivende lille Domkirkemodel i Tveje Merløse“ (hans egne Ord)
gik hans Kunsts Kongevej op til Bjerget, uden om Roskilde, for
det var Landsbykirken selv, der skulde adles til Domkirke. K ir
ken her skulde stemme med Omgivelserne som den sjællandske
Landsbykirke, det fynske Bondehus og den gammel-danske
Herregaard. Men den skulde ogsaa stemme dem efter sig. Det
gør den ogsaa, for Mester vidste, hvad han vilde, og lidt til:
han vilde ogsaa, hvad han vidste. Derfor staar der allerede nu
bag Opkørslen til Taarnet, efter det trefløjede Boelsteds Møn
ster, en Gaard af Længer omkring Kirken, et B illede a f Lands
byen, et helt Sjælland, uden for, men inden længe i Hovedsta
den. Det store sjællandske Opbud i dansk Kultur fra Absalon
til Grundtvig har faaet Svar fra en Nutids-Kunstner. De Ord,
som Jensen Klint skrev paa Græsk under Ørnebilledet paa det