![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0077.jpg)
Frigivet til ægteskab?
A fIngrid Markussen
Kvinder og kærlighed kunne være en barsk affære for 200 år si
den. Inger Margrethe Sørensdatter er et eksempel på det. På grund
af sin kærlighed til en gårdmand i Torslunde befandt hun sig fra
slutningen af august 1788 i Københavns Tugt- Rasp- og Forbed
ringshus på Christianshavn .1 Det var hun sikkert lykkelig for!
I december året før, var hun blevet dømt til døden ved Sjællands
Landsting, og dommen var blevet stadfæstet af Højesteret den 25.
maj 1788. Hovedet skulle skilles fra kroppen med økse, som det
så livagtigt blev udtrykt, og hovedet skulle sættes på stage. For
brydelsen var den i den slags alvorlige straffesager almindelige
blandt kvinder: Inger Margrethe havde født et levende eller må
ske dødfødt barn i dølgsmål, skjult den døde og gravet spædbar
net ned på kirkegården i sin hjemby.2
Hvorfor sad hun så i tugthuset, som ikke var for dødsdømte?
Jo, kongen havde udfærdiget en såkaldt formildelsesdom den 13.
august 1788, hvorefter Inger Margrethe skulle have lov til at be
holde sit hoved fæstet til kroppen mod at arbejde i tugthuset re
sten af sin livstid.3 Det var en straf, som efter en nutidig betragt
ning kunne være omtrent lige så brutal som dødsstraf. Men Inger
Margrethes skæbne viser samtidig, at alt håb ikke var ude, fordi
tugthusets porte var blevet lukket bag hende. Halvandet år senere,
i februar 1790, var hun på fri fod igen.4 Hun blev hjulpet gennem
de svære år fra 1787 af flere mandspersoner. Først lokale borgere
i Nykøbing arresthus, så domsmænd ved landsting og Højesteret,
derefter fængslets personale og endelig kongen eller rettere kron
prinsen. Alle omgærdede de hende med, hvad man kunde kalde
»kærlighedsgerninger«. Sagen om Inger Margrethe rejser mange
spørgsmål, først spørgsmålet om, hvorfor en kvinde, som er dømt
til henrettelse, kunne slippe med en straf på halvandet år i tugt
huset?
Den mand, som førte mig på sporet af Inger Margrethe, var
fængselsinspektør Poul Reenberg Curtz.5 Han sad en januardag
i 1790 i færd med at udforme en skrivelse til tugthusets direktør,
75