HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Frigivet til ægteskab?

13. april 1787. Hun sov i det samme rum som sit husbondsfolk,

»uden gemme«, som der står i akterne, og i mørket mærkede hus

bondsfolket, at hun »gav sig«. De spurgte, hvad der var i vejen, og

hun svarede, at hun havde menstruationssmerter. Til sidst mær

kede de, at det onde, eller det, som havde klemt hende, havde slup

pet, og hun blev rolig. Tidlig om morgenen opdagede madmode

ren, at Inger Margrethes sengetøj var vådt og blodigt. Hun fik

Inger Margrethe til at sætte sig på en stol, medens hun redte sen

gen. Hun fortalte senere i retten, at hun spontant havde sagt, at

der var kvinder som havde født ti børn uden at bløde så meget

som Inger Margrethe. En nabokvinde kom ind og så også det »be

sudlede« sengetøj og Inger Margrethes eget blodige tøj. Det var

lørdag morgen - og egentlig skulle Inger Margrethe efter nogle op

lysninger nu have begivet sig hjem til sin mor, men andre steder

oplyses, at hun først om søndagen tog hjem til moderen, medbrin

gende en taske - hvor hun havde gemt det døde spædbarn.

Om mandagen fejede madmoderen gulvet i stuen og fandt da

efterbyrden, der lå under Inger Margrethes seng. Hun blev cho

keret, kaldte på sin mand og nabokvinden. Ole Jensen handlede

resolut. Han hentede forvalteren på godset, som nu indtræder i

billedet som øvrighedsperson. Sammen tog det lille selskab med

hestevogn den tunge tur til Svinninge for at opsøge Inger Mar

grethe. Efterbyrden havde de med, indsvøbt i et klæde. Hjemme

hos Inger Margrethe gik de ind i huset, hvor de fandt hende senge

liggende. Forvalteren spurgte ordret: »Hvor har du gjort af Bar

net, som du har født?« Da Inger Margrethe benægtede at have

født, sagde forvalteren, at han havde to kvinder med, der lette-

ligen ville kunne bevise det modsatte. Herpå gav Inger Margrethe

op og fortalte, at barnet befandt sig på kirkegården.

De nedskrevne vidneudsagn fører læseren meget tæt på be

givenhederne, og det er ikke vanskeligt at se situationen for sig.

Både den fortvivlede kvinde, som sandsynligvis den foregående

nat havde begivet sig ud på kirkegården og gravet sit døde barn

ned, og den makabre scene, der nu udspillede sig efter afslørin

gen i hjemmet.

Forvalteren gav Inger Margrethe tid til at tage tøjet på. Stedfade

ren hentede en spade, og sammen gik de mod kirkegården fulgt

af hendes husbondsfolk og deres tjenestekarl, der havde kørt he