HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Frigivet til ægteskab?

tet i Helsingør havde levet af at processe for andre - om han var

blevet mulkteret for dette. På baggrund af akterne i sagen kan jeg

godt forstå, hvis Inger Margrethe havde lidt svært ved at finde ud

af, hvad Hans Hansen Holm egentlig levede af. Det havde de også

i de lokale retsinstanser. Hans gode skriftlige formuleringsevne

kan både forklare, at han konciperer Inger Margrethes benåd

ningsansøgning, og at han overhovedet befinder sig på fri fod i

slutningen af 1789. Tilbage er så at besvare spørgsmålet om Inger

Margrethe blev gift med Hans Hansen Holm. Lad mig vente med

at besvare dette spørgsmål, til vi har set lidt nærmere på forhol

dene i tugthuset i de år, hvor Inger Margrethe var fængslet.

I en såkaldt »Mandtalsbog« over Børne- og Rasphusets kvinde

lige fanger noteredes de forbrydelser, som kvinderne havde be

gået, og tidspunktet for deres frigivelse. Ofte står også en lille no

tits om bemærkelsesværdige forhold i forbindelse med frigivelsen.

Mandtalsbogen kan give et glimt af Inger Margrethes medsøstre

og dermed af hendes miljø i tugthuset.

I det år Inger Margrethe afventede sin skæbne i arresthuset i

Nykøbing Sjælland, altså 1787, indkom der 5 kvinder til tugthu

set, eller Børne- og Rasphuset, som det endnu hed. De var alle ble

vet dømt for tyveri - og de have alle en dom på livstids straffe-

arbejde og kunne altså se hen til at tilbringe resten af deres tid

i Børne- og Rasphuset på Christianshavn. En dom på livstids

straffearbejde for tyveri forekommer en nutidig betragter nær

mest absurd, men den gammeltestamentlige retsopfattelse var

endnu, i hvert tilfælde på papiret, den gældende. Som nævnt var

det kun kongen, der kunne mildne de hårde domme - og det

gjorde han. Kun en af kvinderne sad i tugthuset den dag, Inger

Margrethe forlod stedet i februar 1790. En var død og de tre an 

dre var for længst blevet sat på fri fod, efter ca. 2 års straffearbej

de. Den femte, som ikke fik formildet sin dom, havde begået det

groveste tyveri: hun havde stjålet en ko på marken. For dette fand

tes åbenbart ingen formildende omstændigheder! Den 30-årige

Marie Olsdatter var indstillet til benådning ved kgl. resolution af

18. oktober 1791, men ansøgningen blev afslået på grund af sa

gens »grove karakter«. Selv om Marie Olsdatter skulle leve resten

af sit liv i fængslet uden mulighed for påny at gå på tyvetogt efter

køer, så var hun for en sikkerheds skyld blevet både brændemær -