![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0083.jpg)
Frigivet til ægteskab?
hende, aflagde skriftligt vidnesbyrd om, at hun var meget undsee
lig og enfoldig, og at dette talte til hendes forsvar. Forsvareren
fremholdt endvidere, at Inger Margrethe aldrig tidligere havde
været i karambolage med retten, og hun havde vitterlig ønsket
at tage hjem til sin moder for at føde barnet, men var blevet over
rasket af fødslen. Hjemstedsretten fandt derfor den 7. juli 1787, at
Inger Margrethe skulle dømmes til nogle års tugthusarbejde.
Herefter sad Inger Margrethe igen i arresthuset og afventede
rettens næste skridt - landstingdommen. Den kom den 5. decem
ber samme år og var som tidligere nævnt hård - henrettelse efter
Danske Lov 6 - 6 - 8 . Dommen blev appelleret til Højesteret, der den
25. maj stadfæstede den. I sommeren 1788 så det altså sort ud for
Inger Margrethe. En kongelig formildelsesdom omstødte imid
lertid højesteretsdommen den 13. august, og den 28. august faldt
tugthusets porte i bag hende - efter formildelsesdommens udsagn
for livstid. Den 28. november samme år fødte hun et drengebarn,
der blev døbt Søren. Herefter blev Inger Margrethe overflyttet til
tugthusets afdeling for »Qvindfolk med Børn«. Desværre fik hun
ikke lov til at beholde Søren. Jeg kan forstå af fangeprotokollernes
lakoniske oplysninger, at hendes lille dreng var sygelig hele for
året 1789, og den 25. juni 1789 døde Søren. Inger Margrethe be
holdt dog den status, hun havde haft som moder med barn. 7 må
neder senere, den 16. februar, var hun fri igen efter en kongelig
benådning af 12. februar.
Først de afsagte domme. Det var overraskende at sammenligne
dommene med domsakterne. Det viste sig, at både domsmændene
i Landstinget og samtlige domsmænd i Højesteret afgav samstem
mende erklæring om, at Inger Margrethe på grund af formilden
de omstændigheder kun burde bøde for sin forbrydelse med nogle
års tugthusarbejde. Højesteretsdommerne sagde endog, at hendes
ord skulle stå lige så vel til troende som Peder Jensens, og et barn
undfanget under ægteskabs løfte var en formildende omstændig
hed. Men hun havde undladt at hente den hjælp, hun skulle have
til sin fødsel, og var derfor skyld i fosterets død. Alligevel lød dom
men i begge domfældelser på henrettelse. Hvad skyldes denne di
vergens, og vidste Inger Margrethe noget om dommernes hold
ninger?
81