80 / 230
lokaler, rent bortset fra den økonomiske Side af Sagen, ikke havde
nogen Interesse, og navnlig protesteredes der mod at gøre Forsik
ringsforeningen til en Udklækningsanstalt af unge Assurandører.
De unge Mennesker lærte i Praksis alt, hvad de havde Brug for
i deres Branche. Fra Udvalgets Side argumenteredes der stærkt
herimod, og navnlig Bache lagde ikke Fingrene imellem. De
Assurandører — udtalte han — der virkelig naaede til et betyde
ligt Standpunkt, havde ikke kunnet nøjes med Kendskab til deres
egen Branche. Det viste sig jo bedst derigennem, at Lederne af
de 4 danske Søforsikringsselskaber netop stod saa langt tilbage i
teknisk Henseende indenfor deres Fag, fordi de — som de avan
cerede Assistenter, de var — ikke havde kunnet se udenfor deres
egen Dørtærskel!
Under den fortsatte Diskussion meldte der sig her for første
Gang en ny Væbner ved Baches Side. Det var Direktør V. E. Gam-
borg (Nordisk Liv og Nordisk Ulykke), der senere skulde komme
til at spille en stor Rolle i Foreningens Historie. Han debuterede
med at fastslaa, at han aldrig havde været i en Forsamling, hvor
der blev vist saa stor Foragt for Kundskaber som i Forsikrings
foreningen, og at de Talere, der havde udtalt sig imod Forelæs
ninger, vistnok ikke selv havde faaet tilstrækkelig Undervisning!
Paa dette Tidspunkt var Slaget jo allerede tabt, og trods den
fungerende Formands Forsøg paa Mægling og Opfordring til
Udvalget om at arbejde videre med Planen, vedtog Udvalget paa
et afsluttende Møde at lade Sagen falde, for Baches Vedkom
mende dog med den for ham saa karakteristiske Tilføjelse, „at
man sikkert overfor den paa Forhaand givne Modstand for tid
ligt havde nedlagt Vaabnene.“
Striden blussede atter op paa det den 31. Marts 1906 afholdte
Møde, hvor en ny Bestyrelse skulde vælges. Dr. Gram hævdede
her, at han fandt de Indvendinger, der var rejst mod Udvalgets
78