81 / 230
Planer, ret smaatskaarne, og Bache erklærede, at der formentlig
ikke var nogen anden Udvej end at omdanne Foreningen til en
ren Brandassuranceforening, saa meget mere som mange Livs
forsikringsassurandører nu vilde udtræde. Efter at Direktør W.
Witzke havde slaaet til Lyd for at fortsætte som hidtil paa Basis
af et selskabeligt Samvær, udtalte Grosserer Fr. Hoppe, der var
en erklæret Modstander af Udvalgets Planer, at Foreningens
Eksistensberettigelse var sikker nok, og at han havde fundet de
senere Møder særdeles interessante, navnlig det sidste — dog
kun indtil det Tidspunkt, hvor en vis Rømersgade-Tone havde
gjort sig gældende.
Det er ikke godt at vide, om denne sidste Bemærkning vilde
have fremkaldt et skarpt Tilsvar, men i det rette psykologiske
Øjeblik besteg Gehejmeetatsraad L. Bramsen Talerstolen. Han
foreholdt Medlemmerne Foreningens gamle stolte Traditioner
som Assurandørernes fælles Samlingssted og formanede dem
alfaderligt til at opfylde deres Borgerpligt og give hinanden Løfte
om hver for sig at arbejde med paa Foreningens Trivsel. De
senere Aars Strid og Kiv burde glemmes, og til Besegling af Fre
den erklærede han sig villig til at imødekomme Opfordringer fra
forskellig Side om atter at modtage Valg til Bestyrelsen.
Som det var at vente, blev dette Tilsagn modtaget med Bifald,
og ved det efterfølgende Valg af Bestyrelse valgtes L. Bramsen,
H. B. Linnemann, Ghr. Magnussen, Rist og Witzke. Forsam
lingen henstillede til den nye Bestyrelse at fremkomme med For
slag til nye Love, idet man specielt henledede Opmærksomheden
paa de af Udvalget foreslaaede (af Bache udarbejdede) nye Reg
ler for Bestyrelsesvalg m. v. Men denne lille Fjer i Hatten var
ogsaa alt, hvad Bache hk ud af sin sidste Aktion. Vel blev der
paa Mødet, bl. a. af Ghr. Magnussen, givet Udtryk for Sympati
overfor Tanken om Forsikringsundervisning, men netop paa
79