indebærer dette, at bydelen må betale, hvis en ældre visiteres til en dyrere foranstalt
ning i en anden bydel, men de har ikke indflydelse på visitationen.
I Valby bydel gør et særligt problem sig gældende i forhold til plejehjemsområdet.
Problemet knytter sig til det faktum, at i alt 6 plejehjem er geografisk beliggende i by
delen. I forbindelse med bydelsforsøgets igangsætning skønnedes det således fra
Københavns kommune af hensyn til bydelen, at så mange plejehjem ikke kunne sty
res og administreres fra een og samme bydel, hvorfor man placerede tre plejehjem i
regi af Valby bydelsråd, og tre i regi Københavns kommune.
Konsekvensen af denne deling har imidlertid været, at det har været vanskeligt for
Valby at arbejde effektivt med en integration af plejehjem og hjemmepleje i bydelen.
Halvdelen af plejehjemmene har således ikke kunnet favnes af en integrationsmål
sætning, og samordningen har yderligere været vanskeliggjort af, at plejehjemmene
under Valby er beliggende i bydelens geografiske yderzoner. Ovenstående kan føre til
det paradoksale resultat, at Valby bydel i løbet af kort tid med stor sandsynlighed vil
være den eneste bydel i København, hvor integration på ældreområdet ikke kan rea
liseres effektivt.
Afslutningsvis skal det anføres som en generel kommentar til grænsefladerne mellem
Københavns kommune og bydelene, at sidstnævnte for en række ydelsers vedkom
mende - og specielt for en række interne servicefunktioner - i henhold til indgåede
aftaler m.v. ofte i praksis er forpligtede til at anvende Københavns kommunes fælles
funktioner. Her kan f.eks. nævnes lønanvisningen, KKI, Ejendomsadministrationen og
Døgnplejen.
Der kan set fra et overordnet perspektiv være gode begrundelser for denne binding,
men set fra bydelenes synspunkt indskrænkes fleksibiliteten og bydelenes i forvejen
begrænsede spillerum. Fra evaluators synspunkt kunne der for en række af disse
funktioner være idé i, at der højere grad end det sker i dag etableredes en regulær
Bestille-Udføre relation mellem bydelene og Københavns kommune, hvor sidstnævnte
i konkurrence udarbejdede tilbud på opgaverne og indgik formelle kontrakter med by
delene. I denne model ville der både for bydelene og for Københavns kommune være
et stærkt incitament til effektivisering.
I tilknytning til, at der visse steder er en uklar eller uhensigtsmæssig opgavefordeling,
synes en af de mere klare erfaringer at være, at den økonomiske incitamentsstruktur
Forsøg med bydelsstyre i Københavns kommune
113