KøbenhavnsKirkesag

352

Valdemar, Prinsesserne Thyra og Dagmar med Følge og led

saget af Biskoppen og Forretningsudvalget under Tonerne

af Niels W. Gades Fantasi over Salmen: »Lover den Herre,

den mægtige Konge med Ære«, ind i Salen. Da alle havde

taget Plads, sang man efter det omdelte Salmehefte »Den

signede Dag«, hvorefter

Biskoppen

besteg Talerstolen og'

sagde:

»Himmeriges Rige lignes ved et Sennepskorn«, siger Jesus,

og dermed

angiver han, at det er den ringe og uanselige Begyn

delse, hvormed det tager fat. Det

anderledes, end naar noget

Nyt skal startes her i Verden, thi da skal der begyndes stort,

der skal gøres stærk Reklame, for at Opmærksomheden kan fan

ges. Men en aandelig Nydannelse beror ikke paa den ydre Form,

hvori dien træder frem, men paa den indre Kraft, som driver den,

og den udfolder sig til at begynde med i det Skjulte. Saadan var

det med Kristi Menighed fra først af. Den blev til i det lille

Galilæa og voksede sin stille Vækst. Den var baaret frem af

Mennesker, i hvem Gud havde skabt noget Nyt, og den bredte

sig ud til Landene i en forbavsende kort Tid. Det var Senneps

kornet, som blev til Sennepstræet. Og saadan har det gentaget

sig mange Gange i Kirkens Historie; naar Gud skabte en ny Livs

bevægelse, begyndte det altid smaat, det var nogle Mennesker, i

hvem der var tændt en Ild, denne ulmede først, saa slog den ud

i lys Lue og bredte sig. Saadan har det ogsaa været med Køben

havns Kirkesag. For 25 Aar siden stod vi med fortvivlede kirke

lige Forhold herinde, Kæmpesogne, Massebetjening og deraf føl

gende Ringeagt for Menighedens Arbejde. Da var der nogle Mænd,

hvem denne Tingenes Tilstand faldt tungt paa Sinde, og de kom

sammen og talte med hinanden derom, og de bad til Gud om

denne Sag. Det var Sennepskornet, den ringe, uanselige Begyn

delse, som ikke gav sig ud for mere, end den var. De havde

ikke store Planer og Skemaer, men en stærk Følelse af, at det

kunde ikke vedblive at gaa, som det gik, og de havde Lyst og

Mod til at tage fat, hvor der aabnede sig en Mulighed derfor. Nu

levendes Navne vil jeg ikke anføre, men det vilde være underligt,

om jeg ikke her nævnede tre Navne paa Mænd, som nu er hjem

me hos Gud, Pastor

Friis Hansen,

Biskop

Skat Rørdam

og Gros

serer

Adolph

'— ære være deres Minde!

Og Gud gav Vækst. Nu er Kirkesagen bleven til et stort Træ,

og mange har søgt Ly i de Kirkehuse, der rejses, og mange fandt

et aandeligt Tilflugtssted i de Menigheder, som fandt deres Hjem

i disse Kirker. Og naar vi, som i mange Aar har været med

i dette Arbejde og som regner det for vort Livs Lykke og Rig

dom, at vi fik Lov at være med, ser tilbage paa Tiden, som er

gaaet. og Udviklingen, som er foregaaet, saa kan vi kun sige:

»Af Herren er det sket, og det er underligt for vore Øjne«. Det

er Sennepskornets Vækst.

Ingen af Kirkesagens Venner vil tale derom, som om der ikke