361 / 440
354
hinanden, men der maa være en Spænding, og der har ogsaa i
Aarenes Løb været en Spænding, gamle Former maa afløses af
nye, men lykkeligt er det, naar Spændingen ikke bliver en Spræng
ning.
Saa er Kirkesagen vokset sin Vækst ved den Kraft, som boede
i Menigheden ; Gud havde nedlagt den der. Fremgangen har ikke
været som med et Bygningsværk, hvor Sten lægges til Sten, men
som med: det levende, der udfolder den iboende Kraft. Der kan
komme noget uregelmæssigt over denne Udfoldelse og Vækst,
men saadan er nu en Gang det levendes Art.
Og dermed er fulgt
Menighedens Selvstændiggørelse
og
Myn-
diggørelse.
Thi det følger af sig selv, at den Menighed, som ved
sit Arbejde og sine Ofre bar Udviklingen fremad, ogsaa fik Ind
flydelse. Og her har Kirkesagens Arbejde føjet sig sammen med
den øvrige kirkelige Udvikling, som er foregaaet i vort Land i
de sidste 60 Aar, og som man i Korthed kan betegne som Menig
hedens Myndiiggørelse til at leve sit Liv i Frihed i Modsætning til
det regelbundne og i Formerne fastbundne. Fremgangslinien har
imidlertid ikke. været, at man har kæmpet for at faa Baand løste
og Rettigheder erhvervede, men paa samme Maade som ved Valg
menigheders Dannelse har man taget Arbejdet og Byrderne paa
sig og
dermed
erhvervet sig Selvstændighed og Frihed.
Hele den danske Menighed har arbejdet med og givet sit Bidrag
for at faa Opgaven løst, og den føler sig som Parthaver i dette
Arbejde,, og den er ikke bleven svækket derved, men har vundet
i Kraft. Og hvad der gælder den hele Menighed i Danmark, det
gælder i særlig Grad dien københavnske Menighed. Under Arbej
det eir Kræfterne voksede, og Glæden er bleven større. Det kan
jeg tale om som den, der har set det. Gud har givet mig den
Glæde som Præst to Gange at være med til at rejse en ny Kirke,
og naar jeg skulde tale om særlig rige Tider i vor Menigheds Liv,
saa vilde jeg se hen til de Tider, hvor en saadan Opgave laa for
os, hvor vi var opfyldt alf den ene Tanke: »Her er et Maal. som
Gud vil have skal naaes.« Paa Indvielsesdagen var det ikke en
træt og overanstrengt Menighed, som drog ind i et nyt Hus, men
det var en glad Skare, der drog op for at holde Højtid og takke sin
Gud., fondli Maalet var naaet.
Denne samme Følelse er det, som besjæler os i
Dag, naar vi ser paa Arbejdet som Helhed, og derfor
kan vi holde Fest med Tak til den Gud, som i dette Arbejde
gav sig til Kende for os under det dejligste af .alle Navne: »den,
som formaar at give langt over, hvad vi beder og forstaar.« Vi
takker vor Konge og hele hans Hus, at de har villet vise For-
staaelse for denne Gerning ved at være Gæster ved vor Glædes
fest. Vi fejrer denne Dag sammen med alle Kirkesagens Venner
paa samme Maade som han, der i gamle Dage rejste en Minde
sten og kaldte den: Eben-ezer: Hidtil har Herren hjulpet.
xMen vi fejrer ikke Fest for et afsluttet Arbejde; der er endnu