KøbenhavnsKirkesag

358

om i hele ¡Landet faa et Arbejde sat i Gang, faa en, Piræst ansat

og et Lokale som Udgangspunkt — lad det ogsaa være nok saa

tarveligt — saa maatte den Kreds, der samlede sig om ham lidt

efter lidt ¡faa Kræfter til at staa paa egne Ben og skaffe de Midler,

der behøvedes. Ikke alle Steder er det gaaet lige let, ofte er

Fattigdommen for stor, Kræfterne for smaa, men saa maa man

med Taknemlighed se, hvorledes de mere velhavende Menigheder

begynder at tænke paa de fattige eller paa den fælles store Op

gave. Snart er det en velstillet Menighed, der støtter Menigheds

arbejdet i et af de fattige Sogne paa Vesterbro, snart en Menig

hed, der yder Bidrag til en Kirkebygning, en anden har til Jubi

læet skænket Penge til en Byggegrund osv. MedTanken paa denne

Fællesfølelse ¿er vi med Fortrøstning Fremtiden i Møde.

Men der er vundet mere end dette. Denne Offervillighed hos

de enkelte Menigheder er et Udtryk ¡for aandelige Værdier, for en

Ansvarsfølelse, der strækker sig til alle de Opgaver, Kirken har.

Lad mig nævne den Menighedspleje, der udgaar fra Hovedstadens

Kirker. Maaske er det kun lidet, den udretter overfor den store

Nød, der findes mange Steder, og dog, hvem turde kaste Vrag paa

de 365,000 Kroner, som Menighedsplejerne aarlig skaffer tilveje.

Men hertil kommer det store vidtforgrenede Arbejde, der iøvrigt

udgaar fra de lokale Menigheder ved Blaa Kors Arbejde, Søn

dagsskoler, Traktatuddeling, K. F. U. M. og K. F. U. K. osv. Ar

bejde, som bæres af frivillige Kræfter, Mænd og Kvinder, der

stiller deres Fritid til Raadighed, fordi Kristi Kærlighed tvinger

dem Og disse mange Menighedssamfund er aandelige Fristeder,

hvor kristne Mænd og ¡Kvinder kan samles til fælles Opbyggelse,

hvor bange og bekymrede og anfægtede Mennesker kan finde

Trøst og ¡Hvile.

Som en fri Virksomhed indenfor Folkekirkens Rammer staar

det københavnske Kirkefond, Arvtageren efter Lægmandsudvalget.

Dets Kraft beror paa, i hvor høj Grad det kan leve sit Liv med

•selve Guds Menighed i vort Folk. Saalænge vi kan arbejde i Til

slutning til den og med dens Tillid, saalænge tør vi stole paa,

at ¡Kræfterne vil strække til.

Ingen kender de ydre Kaar, vor Folkekirke vil faa at virke

under i Fremtid'en. Men i Menighedens Ansvarsfølelse, i de fri

villige Kræfter, der er mødt frem til fælles Arbejde, ligger vort

Haah for Kirken, vor Fortrøstning til, at den i sin Tid maa staa

fuldt rustet ¡til at tage imod, hvad Fremtiden vil bringe.

Store Opgaver staar ganske vist endnu tilbage. Endnu er det

langt fra, at Kræfterne er samlede, som det kunde ønskes. Men

idet vi ¡tænker paa de 25 lykkelige Arbejdsaar, der er svundne,

ser vi fremad med Tillid

og Tro, med Haabet om, at vor store

trofaste Gud vil velsigne Arbejdet fremdeles og kalde alle de

Kræfter frem, der behøves. Vi ser fremad med Haah og Mod, og

med Tak for den vidunderlige Naade, at vi fik, Lov at arbejde

med i denne Sag.