370 / 440
363
genlunde kunde løse sine Opgaver. Menigheden havde ikke haft
Anledning til at bekymre sig for Kirkens ydre Vilkaar; den var
ganske afvænnet med at føle Ansvaret for den kirkelige Organisa
tion og Økonomi. Nu svigtede Stat og Kommune paa et afgørende
og vitait Punkt. Hvad skulde Menigheden gøre? Passivitet vilde
betyde Folkekirkens Sammenbrud i København, en kirkelig Kari
katur og en Triumf for Usandheden og for det hedenske Frem
stød, der da stod i sin fulde Kraft.
Man bør ikke lukke Øjnene for, at hvad der skete for 23
Aar siden i København uden Tvivl er Begyndelsen til
en Udvik
ling, der vil brede sig ud over Landet,
at Statsfaktorerne i stigende
Grad! vil trække sig tilbage fra de økonomiske Forpligtelser, som
de hidtil har følt sig staaende i til Kirken, og overlade denne til
sig seilv, det vil sige til Menighedens Frivillighed. Uden Tvivl
vil Erfaringerne fra Københavns Kirkesag, hvor .Frivilligheden
glad og villig har taget Opgaven op, virke yderligere opmuntrende
paa Stafsfaktorerne og berolige deres Samvittighed.
Spørgsmaalet er da nu: Kan Frivilligheden magte Opaven?
Kan den i stigende Grad overtage Byrderne ved Folkekirkens ydre
Organisation og dens ordinære Virksomhed.
Først maa det siges, at Frivilligheden endnu langtfra har mag
tet det i København. Ved Kirkefondets Menigheder bestrider Fri
villigheden omtrent enTrediedel af Kirkernes Driftsbudget, Resten
klares af de ordinære, officielle kirkelige Indtægter. Det maa her
dog bemærkes, at Kirkefondets Sogne overvejende ligger i Køben
havns fattigste Kvarterer, hvor den materielle Nød ar stor og den
økonomiske Evne ringe, og endnu er det ikke lykkedes at skabe
en saadan Organisation af det københavnske Kirkefolk, at man er
kommen til at bære hverandres Byrder; hvert Sogn maa nu
klare sig selv, og særlig savner vi Hjælp fra de gamle velstaaende
Sogne, der intet eller saa godt som intet behøver at ofre for deres
egen Kirkes Drift og derfor vilde kunne magte at yde de fattige
Sogne en god Hjælp. Der kunde behøves
en fast Organisation af
alle københavnske Menigheder til Fremme af Kirkens Arbejde.
Har er et Hul, som Fremtiden maa udfylde, Menighedsforbundet
af 1898 har ikke løst danne Opgave.
Der er (ikke Tvivil om, at Frivilligheden jo kan naa videre frem ;
men Kirkefolket er i en forbløffende Grad vænnet af med at bære
Kirkens Byrder og mad at glæde sig over at kunne klare sine
egne Opgaver. Det ligger selvfølgelig i Mangel paa Ansvarsfølelse
og i Mangel paa Troskraft. Evangeliet, Korsets Ord, maa vække
Samvittighederne, og Bønnen om en dybtgaaende kristelig og kir
kelig Vækkelse maa aldrig forstumme iblandt os. Menighedens
Offervillighed vil altid staa i ligefremt Forhold til Dybden og In
derligheden i dens aandelige Liv. Menigheden ud over Landet
gør vel i at være vaagen overfor de økonomiske Opgaver, thi Da
gen rykker nærmere, da der bliver Brug for deres Evner og
Hjælp.
I