368 / 440
361
Liv og Indhold. Det udvikler sig .ad aandelige Veje efter sine egne
Love, Gud tager det i sin egen Haand og fremmer det gennem
sine egne Redskaber og gennem sine troendes Bøh og Arbejde.
Det er ikke afhængigt af den lærde Theologi eller af Kirkens ydre
Former.
Den danske Menighed, de troende i Danmark, bærer Kirkens
aandelige Liv.
Det er en skæbnesvanger Misforstaaelse, om Læg
folket gaar hen og tror, at det er Præsternes Ansvar. Præsterne
hverken kan eller sikal bære dette Ansvar, ogsaa de er Medlemmer
af Menigheden, og som fremragende Medlemmer af denne bærer
de en væsentlig Del af Ansvaret. Dette gælder baade Kirkens aan
delige Liv i det hele og store og Kirkens lokale aandelige Liv i
de enkelte Sogne.
Vækkelsen af den troende Menigheds
Ansvarsfølelse overfor
den aandelige Tilstand i Kirken
er en saare væsentlig Del ,af Læg
folkets Opdragelse, og det er en af vore Præsters allervigtigste
Opgaver at arbejde for denne Vækkelse. Kun den Præst kan løse
Opgaven, der stiller sig midt i Menigheden, der forstaar sin Stil
ling som Menighedens Leder og Medarbejder, og som er rede
til at lægge Kræfter ind i Arbejdet paa at udvikle og dygtiggøre
læge Medarbejdere. Der føres til Tider en underlig Tale om, at
Præsten skal være Præst for hele Sognet og ikke for en Klike.
Dette er rigtigt, men Præsten kan ikke være Præst paa samme
Maade overfor alle, baade troende og vantro, hvilket jo er det
letteste. Og under Byforhold kan en Præst ligesaa godt opgive at
være virkelig Præst for alle, hvis han ikke kan organisere de
troende som Medledeire og Medarbejdere. Erfaringen viser, at
selv da er Opgaven enorm vanskelig, og at den folkekirkelige
Opgave i Sogne paa 7000— 10,000 Mennesker i visse Maader
ser ganske uløselig ud.
De troendes Samling
hører med til Kirkesagens aandelige Lø
sener fra de første Dage indtil nu. Et Sognearbejde, hvor Præ
sten ene skal bære Kirkens Liv, assisteret af Klokkerkontoret og
Graveren samt maaske en Diakonisse, kan kun blive en Karika
tur. Opfattelsen af Embedet har ændret sig betydeligt i den sid
ste Menneskealder, selv om den moderne Opfattelse langtfra er
trængt igennem.
Det er ikke Embedet, der bærer Kirkens og
Sognets aandelige Liv, det er Menigheden organiseret om Embe
det,
saa at Præsten tager sit Stade i Menigheden, der skal bære
Byrden.
Endnu har de troende langtfra ret forstaaet dette Ansvar; man
prøver at lægge det paa Præsterne og paa de frie Virksomheder
i Indre Mission. Det personlige, det lokale Ansvar trykker ikke
som det burde. Derfor reageres der kun svagt overfor Overgreb
fra Stats og Kommuners Side, derfor er der saa
ringe Forstaaelse
af Kirkens Æ re,
derfor er der en saa ringe Ævne til at skælne
mellem det kirkelige Skin og den aandelige Virkelighed.
Vore Præster skulle være vore Førere, men ikke Førere for