364 / 440
3 5 7
Kræfter være udtømte. Og det er sandt, at vi var unge, og lidet
frygtede vi Vanskelighederne, men vi stolede paa ham, der vil
gøre d!en lille til Tusinde og den ringe til et stærkt Folk, og vort
Haab blev
ikke
beskæmmet. Gang paa Gang saa det truende
ud,, Gang paa Gang hjalp vor naadige og barmhjertige Gud os
frem; en Kirkeindvielse i Gennemsnit hver
8
de Maaned fik vi.
og endnu er Bevægelsen ikke gaaet i 'Staa, der er Byggegrunde
til Raadighed adskillige Steder, d’er er Kirkekomitéer i Gang rundt
om for at udfylde, hvad' der endnu mangler, vi haaber, at Menig
heden vil blive ved at have Taalmodighed og Udholdenhed og
hjælpe os med at føre Værket til Ende.
Hvad er da det, der er vundet i disse 25 Aar?
Kirkens Æ re
er reddet. Vi behøver ikke længere at skamme os over dens Mag
tesløshed1. Den staiar heller ikke længere i Befolkningens Øjne
som den kraftløse udlevede Rest fra Fortiden.
Der er endvidere vundet dette, at
Ansvaret
hviler paa de
rette Skuldre. Der var i Begyndelsen megen Tvivl hos mange
paa dette Punkt. De mente, det var det Offentlige: Stat og Kom
mune, der skulde tage sig af den Sag. Men igennem mange
Kampe kom det tilsidst til at staa for Bevidsthed'en som givet, at
det ikke var Stat og Kommune, vi skulde gaa til, men Menigheden,
paa dens Offervillighed skulde vi bygge. Denne Menighedens
Selvsitændigheds- og Ansvarsfølelse er den store Landvinding i
Kirkesagens Historie. Aldrig glemmer jeg vore Forhandlinger om
den Sag med Nazarethkirkens Menighed. Vi havde begyndt ude
i en Spids af Johannes Sogn med en lille saakaidt Vandrekirke,
en Jernkirke — grim og uanselig som den var. Da der‘ var gaaet
en Tid, holdt vi et Møde med den Menighedskreds, som samlede
sig der. Vi fortalte dem om vore Planer, hvorledes vi gerne vilde
arbejdle videre, og vi spurgte dem, om de ikke vilde hjælpe os
at hære Byrden ved Nazarethkirkens Drift, saa at der kunde blive
frigjort Kræfter til andet Arbejde.
Det var forunderligt at høre, d!et frejdige Svar fra disse for
største Delen bundfattige Mennesker. Vi fik endogsaa at vide, at
man havde længtes efter en saadain Opfordring. Og Nazareih
Menighed gav langt mere, end vi bad om. Først skaffede de Løn
til Præsten og dækkede Udgifterne til Kirkens Drift, saa kom de
med Tilbud om at lønne en Præst til, tilsidst fik de Mod til at
bygge en stor Stenkirke med Menighedslokaler, i Stedet for Van-
dfekirken, og de gennemførte det; Jernkirken blev flyttet et andet
Sted, hen, og atter gentog det sig der, at Menigheden byggede en
Stenkirke — Simeonskirken.
Saa var der da altsaa fundet et Løsen for Bevægelsen. Det
var Menighedernes
Selvunderhold.
Hvad man gør i London, hvad
der kan ske i Negerbefolkningen i Uganda, det kunde vi ogsaa
opleve her.
Overalt, hvor Kirkefondet har taget fat, har Selvunderhold væ
ret Maalet. Kunde man vedi troende! Menneskers Bistand rundt