KøbenhavnsKirkesag

353

havde været Kristendom i Landet ifør. Jo, det havde der været,

baade hos de enkelte fromme Mennesker og i Kirkens Arbejde.

Jeg tænker ved dette sidste paa to Ting, paa Kirkeorganisationen

i det hele rned Sognedeling og hvert døbt Menneskes Ret til kir-

ke.ig

Betjening, og jeg tænker paa det dygtige Arbejde, som er

gjort herinde af den Generation, som gik forud for vort Slægtled.

Det var Vartov Menighed, som nu er delt i tre Menigheder. Tal

rige Skarer samlede sig om de Prædikestol©, paa hvilke der stod

Mænd som Fog, Biædel, Frimodt, Stein, Schepelern, Skat Rør

dam, Schousboe, Krag og den nylig afdøde Pauili. De stod med

fulde Kirker Søndag efter Søndag, men Arbejdet voksede dem

over Hovedet. Ingen kunde vel yde et større aandeligt Arbejde

ond det, som blev ydet af de nævnte Mænd og deres Samtidige.

Det bar sin Frugt ogsaa derved, at der opvoksede en stor Kreds

af Lægfolk, der havde Forstaaelse af Kirkens Nød og Ansvar. Og

dog blev Tilstanden i det store og hele værre og værre.

Kirkestyrelsen gjorde intet. Det var Statskirketanken, som

var den herskende; den har faaet et slaaende Udtryk i en Ytring,

som Biskop Martensen skal have ladet falde, da Jakobskirken

byggedes: »Det er egentlig forkert, det bør Staten gøre«. Hvor

Statskirketanken er bleven den altbeherskende, er Tyngde

punktet henlagt til den øverste Styrelse, derfra venter man

da Initiativet, men dette kan meget vanskeligt og meget langsomt

tages af den øverste Styrelse, der føler det som sin Hovedopgave

at »styre« og opretholde det bestaaende paa bedste Maade.

Men en Kirke, hvor Initiativet og Arbejdslysten og Modet til

at tage fat paa en ny Maade er gaaet i Staa, er dødsdømt. Der

var en Gang for nogle og tyve Aar siden en nu afdød Landstings

mand, som under forhandlingen om en kirkelig Lov i Rigsdagen,

sagde et vinget Ord: »Tror De, at en Folkekirke under — og saa

nævnede han Kultusministerens Navn — kan agitere?« Nej, det

var netop det, som Folkekirken ikke kunde, og det var det, som

tiltrængtes, og det var det, som kom i Gang ved Kirkesagens

Fremkomst. Men saa gik det ikke saaledes, at denne ifrie Bevæ

gelse udskilte sig fra Kirken, den stillede sig til Kirkens Tjeneste,

fordi den saa, at det var i Kirkens Tjeneste, at Gudis Gerning i

vort Folk havde de bedste Betingelser for at lykkes.

Den folkekirkelige Styrelse paa sin Side indrettede nye For

mer for det kirkelige Arbejde, og man kan vel sige, at

den folke

kirkelige Ordning har vist sin Styrke netop ved sin Elasticitet over

for Formerne.

En svag Ordning er ikke i Stand til i Formen at

foretage nogen Ændring af Frygt for, at Indholdet skal skades,

men den rodfæstede Ordning kan her vise Bøjelighed.

Kirke og Menighed betyder jo egentlig det samme, men som

vi plejer at bruge disse Ord, er Synspunktet lidt forskelligt. Kir

ken er Helheden, det samlende, det ordnede; Menigheden er det

bevægelige, det er Samlingen af de enkelte troende Mennesker.

Det er det lykkeligste, naar disse to ikke kommer for langt fra