362 / 440
355
Sogne, som det er umuligt at betjene forsvarligt, Byen vokser
stadig, og Opgaven er ikke lest alene ved at Kirken rejses, den
egentlige Gerning er den aandelige Gerning, som skal øves ud
fra disse Kirker. Men vi tror, at han, som hjalp os hidtil og hjalp
svage ubehjælpsomme Mennesker, han vil ogsaa gøre det heref
ter. Han vil ikke lade sin Gerning gaa i Staa, han vil give nye
Tilskyndelser, han vil sende sin Aand med Kraft, Mod og Ud
holdenhed, at vor Hovedstad paa forsvarlig Maade kan faa Tilbu
det om Naaden og Glæden i vor Frelser, Jesus Kristus.
Han, som giver Sennepskornet Livskraft til at vokse op til et
Træ, der giver Ly og Læ for Himmelens Fugle, han vil ogsaa lade
dette Arbejde vokse og trives til sit Navns Ære og Mennesker til
Frelse. Vi siger: »Denne, er Dagen, som Herren har givet os,
lad os fryde os og glædes paa den. Kære Herre, frels dog, kære
Herre, lad det dog lykkes! Amen.
Apostlen Johannes fortæller om et af de Syner, han havde
(Joh. Aab.
6
,
2
): „Og jeg saa, og se en hvid Hest, og han, som
sad paa den, havde en Bue; og der blev givet ham en Krone, og
han drog ud sejrende og til Sejr«. Den, som staar i en Gerning,
som er betroet ham! af Herren, maa have set Synet af ham paa
den hvide Hest, som drager ud sejrende og til Sejr. Det Syn har
vi som Arbejdere i Kirkesagens Tjeneste set, og det giver Mod.
Hvorledes Sejren skal vindes, ved vi ikke, men at han er Sejr
herren,, det ved vi, og i den Fortrøstning arbejder vi videre til
Guds Navns Ære og til Menneskenes 'Frelse, og vi siger: »Denne
er Dagen, som Herren har givet os, lad os fryde og glæde os paa
den. Kære Herre, frels dog, kære Herre, lad det dog lykkes!*)
Etter Biskoppens Tale sang man: »Arbejd for Jesus Kri
stus«, hvorefter
Professor Westergaard
holdt følgende Tale:
For 25 Aar siden, under et af de store Bethesdamøder, stod
jeg paa denne Talerstol for at tale om vor Hovedstads aandelige
og kirkelige Nødstilstand. Det var det nyoprettede Lægmandsud
valg for Kirkesagens Fremme, der havde givet mig det Hverv, i
Forening med nuværende Provst Ussing, at lægge Sagen frem og
bede om Menighedens Tillid og Kærlighed. Uklart var det maaske
for mange, hvad deit egentlig var, det gjaldt om, uklart syntes
maaske vort Program i manges Øjne, men dette forstod dog die
fleste, at her var en Sag af afgørende Betydning, der var noget,
vi vilde, noget der brændte i vor Sjæl.
Naar jeg paa Kirkesagens Festdag atter staar paa denne Taler
stol og tænker tilbage paa hin Aftenstund og paa alle de forløbne
25 Aar, da er det med en Følelse af Tak; Tak til den levende Gud,
d e r
velsignede vort Arbejde, smaa og svage som vore Kræfter
var, en Tak til de mange Mennesker, som trofast har staaet os
bi i disse Aar, en Tak for al deres Udholdenhed og Tillid, for hver
en
Bøn, de har bedt for os og med os, for hver
en
Vanskelighed,
*) Optaget efter „Hovedstaden“.
4