363 / 440
3 5 6
de har hjulpet os over, hvert et Bidrag, de bragte for at faa de
nødvendige Midler samlede til den store Sags Gennemførelse.
Visselig var der haard Trang til et saadant Arbejde. Danmarks
Hovedstad var ved at blive en Storstad, den havde sprængt Vol
dene, og nu byggedes der imed en umaadélig Fart, hvert Aar
voksede Folkemængden med 10,000 Mennesker. De borgerlige
Myndigheder havde nok at gøre med at sørge for, at denne store
Befolkning blev forsynet med Skoler og Hospitaler, at Brolæg
ning og Kloaker, Belysning og Vandvæsen kunde holde Skridt med
Udviklingen. Men Folkekirken stod magtesløs. Den havde intet
Organ, dér kunde tage sig af dens Opgaver og bringe Rammerne
i Orden efter de nye Forhold. En enkelt Gang nu og da blev
der bygget en Kirke, men det var ikke nok overfor Byens vældige
Vækst. I 1890 stod Johannes Sogn — selv efter at det var ble-
ven delt — med 63,000 ¡Mennesker, Matthæus Sogn havde 55,000.
Rundt om paa de faa Prædikestole, som Byen ejede,, stod der
ivr'ge, nidkære Præster, der med Troskab forkyndte Evangeliet
om den korsfæstede og genopstandne Frelser. Men d!et forslog
kun lidet, deres Røst kunde ikke naa ud til de store Folkemasser.
For den store Befolkning maatte Folkekirken kun altfor tidt staa
som en Institution, der havde overlevet sig selv, den syntes ikke
at have noget Bud til den store Befolkning, derfor var der mange,
der koldt og ligegyldig vendte den Ryggen eller maaske endog
kun havde Had og Foragt tilovers for den.
Gang paa Gang havde jeg spurgt mig selv, om jeg turde for
svare at blive staaende i en Folkekirke, der var saa svag og
magtesløs, om jeg ikke burde træde ud og prøve paa at udrette
noget udenfor Folkekirken. Sikkert var der mange, der nærede
de samme Bekymringer som jeg. Men lidt efter lidt dæmrede
Haabet frem om, at det dog ikke skulde være for sent.
Naar Folkekirken ikke selv havde noget Organ, saa var der jo
dog kristne Mennesker endnu i vort Land, som kunde forstaa,
hvilken frygtelig Ulykke en afkristnet Hovedstad var. Hvad der
trængtes til, det var, at alle Kræfter blev samlede og at der
blev ¡arbejdet efter en fast Plan. De store Sogne maatte slaas
i Stykker, der maatte ansættes saa mange Præster, at Arbejdet
kunde overkommes. Vore Fordringer vatr saare beskedne —
maatte vore Efterfølgere faa Mod til at stille langt større >Krav. —
Vi satte os blot det Maal at faa Sogne paa 10,000 Mennesker
med to Præster i hvert Sogn, men selv dette Maal maatte synes
de fleste fjernt og luopnaaeligt.
Saa traadte vi d'a frem for Menigheden ved Bethesdamødet i
Efteraairet 1890 og udtalte vort Ønske om at afhjælpe den kirke
lige Nødstilstand. Der var mange, der spaaede os, at Bevægelsen
sndrt vilde løbe ud i Sandet. Man bebrejdede os, at vi i vor ung
dommelige Begejstring ikke tænkte paa de uhyre Vanskeligheder,
der vilde rejse sig, man ¡mente, at naar vi var kommet et lille
Stykke frem, maatte. vi uhjælpelig gaa i Staa, saa vilde alle vore