369 / 440
362
en Flok uselvstændige, umyndige, -hjælpeløse Faar, men for vaag-
ne, selvstændige, myndige Menigheder, hvis Vilje giver sig til
kende og hvis Kritik ikke er sovet ind. Saadanne Menigheder er
rede til at bære Byrder og til at ofre. Lad ingen Præst tale om
»min Menighed«
;
han bør tale om »Guds Menighed paa dette
Sted,«, som han selv tilhører, og hvis Leder elg Tillidsmand han er.
Det folkekirkelige Apparat kan ikke bære Kirkens aandelige
Liv; det maa suppleres med den
frivillige Tjeneste, som ud
springer af det aandelige Samfund blandt de troende.
Det er -mit
Haab, at man vil finde Former til udtrykkelig at give denne Tje
neste
en vis kirkelig Autoritet
i Lighed -med Methodistkirkens »Lo-
cal Preachers« øg den anglikanske Kirkes »Scripture Readers«.
Det vil styrke die frivillige Arbejderes Stilling baade i Menigheden
og overfor Verden og give dem yderligere folkekirkelig Vægt.
Nu ligger det i Sagens Natur, at de troendes Samling til kir
keligt Arbejde og til at bære det aandelige Ansvar egentlig kræ
ver, at denne bærende Kreds ogsaa har
en afgørende Indflydelse
paa Valget af Præst.
I København falder i Kirkefondets Sogne
Kredsen af Menighedsmedlemmer og kirkelige Vælgere i det væ
sentlige sammen, saa foreløbig har vi haft et ideelt Forhold i dette
Stykke, og Menighederne har kunnet sikre sig de Præster, som
de kunde arbejde sammen -med. Men saaledes er det langtfra
overalt, og hvor længe det vil gaa fredeligt i København, kan
ingen sige.
Her ligger en Mulighed for kommende Konflikter.
Jo mere selvstændig og arbejdsivrig en Menighed er, des mindre
kan den taale en Præst, der ikke stiller sig i det rette Forhold til
den, desto nærmere kommer vi til Muligheden af Valmenigheds-
dannelse saa paa ét Sted og saa paa et andet.
H,er er et Punkt, hvor Menigheden, der helt ønsker at tjene
den folkekirkelige Opgave, kan komme i Konflikt med Folkekir
kens Orden. Vanskelighederne vil ikke blive mindre med Tiden,
eftersom Menighedens kirkelige Sans og Ansvarsfølelse vokser, og
den bliver myndig og selvstændig i sin kirkelige Indsigt.
Antagelig har Kirkesagen kunnet bidrage noget til denne Me
nighedens kirkelige Vækkelse, til, at Lægfolket har begyndt at
forstaa, at det har det store aandelige Ansvar øg den store aånde
lige Opgave, som man ikke kan købe sig fri ifor ved at holde og
betale Præster og Missionærer. Denne Ansvarsfølelse er en væ
sentlig Faktor i Lægfolkets Myndiggørelse, og paa den vil Kirkens
aandelige Fremtid for en stor Del komme til at bero.
Da Stat og Kommune i Aaret 1892 definitivt opgav at støtte
Kirken i København saaledes, at den blev i Stand til paa en no
genlunde anstændig Maade at løse sin folkekirkelige Opgave i Be
folkningen, skete der
et principielt Brud med Fortiden,
der fik og
uden Tvivl vil faa saare vidtrækkende Følger.
Indtil da havde Kongemagt og Statsmagt været Kirkens Værge
og Forsvar og havde beredt den saadanne ydre Kaar,at den no