371 / 440
364
Vi behøver blot at tænke paa Pengenes synkende Værdi. Det
kirkelige Lønningsfond vil ikke i Længden kunne sikre Præsterne
en anstændig Løn, og kender jeg Regering og Rigsdag ret, træder
de ikke til med Hjælp.
Men ogsaa her viser
den samme Mulighed for Konflikt
og
Sprængning sig som tidligere er antydet. En Menighedskreds,
som bærer kirkelige Byrder, har Krav paa dertil svarende Rettig
heder. En Kreds, der loyalt sætter den kirkelige Organisation i
Stand til at tage den folkekirkelige Opgave op i et Sogn, hvor
den ellers maatte ligge brak, vinder selvfølgelig en Selvebevidst-
hed, der slet ikke staar i Modsætning til Tjenersindet, men er
nøje forbundet dermed.
Der vil høre en meget smidig og viis officiel Kirkeadmini
stration til at arbejde sammen med den kirkelige Frivillighed.
Kirkesagen staar i stor Gæld til de kirkelige Myndigheder i de
forløbne Aa:r; de forstod at bruge Frivilligheden, men ogsaa at
vise den de rette Hensyn. Ingen ved, hvorlænge denne lykkelige
Udvikling kan fortsættes. Thi man maa vel sige, at
egentlig er
det kirkelige Bureaukrati og Frivilligheden som Ild og Vand.
Dy
best set maa man vel konstatere,
at vi allerede har Frikirken
iblandt os,
at den statskirkelige Ordning ha;r slaaet en mægtig
Revne, ad hvilken frikirkelige Idealer og Methoder trænger ånd.
Dette lyder vistnok frygteligt i nogles Øren, i saadanne Men
neskers, der vil forstaa Livet logisk ved Hjælp af abstrakte Form
ler. Vi andre, der søger at forstaa Livet ved at leve og vokse,
er ikke saa forfærdedede. Vi tror, at
Tiden kommer, da Stat og
Kirke maa adskilles,
og i denne Tro anser vi det for nødvendigt
for Kirken at berede sig, at tage et fast Sigte, at ruste sig til
kommende Opgaver. Vi tror ikke, at dette kan ske bedre end ved
at tage den folkekirkelige Opgave op i fuldeste Omfang,
end ved
at lade den kristelige Frivillighed i fuldeste Loyalitet tjene den
folkekirkelige Organisation.
Der er ingen Mening i at gaa omkring
og sværme for Frikirken og saa svigte Statskirken, der jo dog
rummer den Frikirke, der engang kommer. Vi tror, at Fremtidens
Kirkeform, hvordan den end bliver, maa vokse ud af vor nuvæ
rende kirkelige Organisation,
dens væsentlige Elementer maa
eksistere i denne, længe før den bliver en Virkelighed.
Det vil i væsentlig.Grad bero paa vor Folkekirkes politiske og
aandel:ge Lediere, naar Konflikterne og den nye kirkelige Udvik
ling skal komme. Menigheden maa sætte sig som Maal i stigende
Grad aandeliigt og materielt at stille sig til Folkekirkens Dispo
sition, at tjene de folkekirkelige Opgaver, at blive sig selv bevidst
i Kærlighed til disse Opgaver. Den maa glad og villig tage Byrde
efter Byrde op, vis paa, at Gud gennem enhver Opgave har en
velsignet Gave til den.
En god Ven, der er en fremragende Præst, hævdede engang,
at han med Sindsro vilde se Staten inddrage Tiender, det vil jo