S_DetNaturvidenskabeligeFakultet

\ W

Ekspansion i 150 år

AfSofus Emil

Christiansen, professor emeritus,

Geografisk Institut.

Geografien i Danmark har i løbet

a f de sidste

150

år udviklet sig fra et

marginalfag til en central del af

den naturvidenskabelige indsats -

og alt fra eskimokulturer til jord

bundsundersøgelser er i dag

geografiens fagområde.

or geografien i D anm ark var årene i

første halvdel a f 1800-talleten bryd

ningstid. Ved universitetet undervi

stes der kun i faget ved det filosofiske fa

kultet som en del a f professoratet i h isto

rie-geografi. Fagets geografiske del d o

ceret dels som »statistik«, om fattende en

række hovedtal for de enkelte stater, dels

som som et lidt løst »forklarende« fag,

som isæ r skulle redegøre for erhvervenes

n aturgrundlag og udvikling. Man fandt

ikke faget sæ rlig fornøjeligt, og digteren

Poul M artin M øller undså sig end ikke

for at gøre grin m ed den gam le geografi i

sin Historisk-topocjrajrske

Skildring afLxgds-

gaarden i Ølseby Maglejra 1820.

Brydningstiden

I den store verden udenfor havde m an

im ens travlt m ed at udrydde de resteren

de - ikke så fa - hvide pletter på landkor

tene, specielt i Afrika og Sydamerika, og

m an var optaget a f hvordan de ny om rå

der skulle beskrives. En foregangsm and

var tyskeren A lexander von H um boldt,

hvis beskrivelse a f Sydamerikas natur

med sin nøjagtighed og system atik satte

en ny standard for geografi, hvorved m an

kunne tilnæ rm e sig en oversigt/forståel

se a f m ange udbredelser. H ans videnska

belige sigte var klart nok: »at begribe ver

den« - som for geografer både før og nu,

m en for ham via påviste kausale sam

m enhæ nge. For den store offentlighed

var det nok m ere kapløbet om kolonier

der vakte interesse.

Den ny geografi blev tidligt introduce

ret ved vores fakultet, m åske næ rm est

indsm uglet. Initiativtageren var Joachim

Frederik Schouw, professor i botanik,

der i en række arbejder som for eksempel

Grundtræk til den almindelige Plantegeograp-

hie (1823), gjorde en beundringsvæ rdig

indsats for faget. Desværre for geografi

en døde han allerede 1852. Schouws ini

tiativ var ikke nok til a t geografi indførtes

som fag ved fakultetet. En del a f forkla

ringen derpå er nok, at dansk interesse

for den store verden efter den Slesvigske

Krig og 1864-krigen i nogen grad var

slukket.

Derim od var lysten til at vide m ere om

det kære fædreland blevet m eget stæ rk.

Erslev, m agister i zoologi, bidrog dertil

m ed blandt andet Den danske Stat, en almen

geographisk Skildring/or Folket (1855-57) og

en række skolebøger. Erslevs bøger og

undervisning m edvirkede uden tvivl til at

m an ved reform en a f den højere skole i

1871 indførte faget geografi. Til at dække

det pludseligt opdukkede behov for

læ rerkræ fter oprettedes en skoleem beds

eksam en i naturhistorie og geografi i

1883. M an ansatte til at varetage under

visningen doktor E. Løffler - der bræ ndte

for geografien - først som ekstraordinæ r

docent, ffa 1888 som professor. Det er

svært at vurdere Løfflers videnskabelige

indsats så længe

efter, m en Løffler

havde succes

som forelæser:

En række m eget

dygtige studeren

de, der flokkedes

om ham , befæste

de senere faget

både i skole - for

eksem pel C.C. Chri

stensen og P.A. An

d e rs e n -o g på uni

versitetet H.P. Steens-

by og M artin Vahl. Med

m ange fakultetskolleger

havde han derim od skar

pe uoverensstemm elser

(skulle geografi være ren na

turvidenskab?), og Erslev var

han end ikke på talefod med.

Vikingernes rejserute

H. P. Steensby, der afløste Løffler 1911,

havde et m eget bredt interessefelt. H o

vedindsatsen vedrørte eskim okulturen,

b landt andet udtrykt ved disputatsen Om

Eskimokulturens Oprindelse (1905) og dens

senere udgave på engelsk (1916). Arbej

det har helt op til nutiden inspireret til

m egen forskning om eskim oernes oprin

delse, vandringsveje og kulturudvikling.

En a f hans idéer var at oprindelsestedet

kunne afsløres via de livsbetingelser,

som har betinget udviklingen a f de en

kelte »lag« i den m aterielle k u ltu r-e n

idé, der skabte stæ rk diskussion blandt

andet i

USA.

B landt andre em ner der in

teresserede Steensby, var for eksempel

agerbrugets udvikling og nordboernes

rejser. De interesser førte ham på rejser

til blandt andet Nordafrika, hvor han

iagttog nom adism e og svedjebrug, og til

St. Lawrence-flodens m unding for at ef

terprøve sin teori om at sagaernes beret

ning om nordboernes opdagelse a f Vin

land var sand. Dette skulle ske ved at re

konstruere deres rejserute. Egentlige be

viser for at

rejseruten var

fundet frem kom

ikke, m en sandsynlig

gørelsen var dog m edvirken

de til at der blev gjort fund på New

Foundland.

M artin Vahl var blevet doktor 1905 på

arbejdet Madeiras Vegetation, som på m an

ge m åder var banebrydende. I bedste

H um boldtske tradition beskrev han øens

vegetation som bestående a f en række

karakteristiske form ationer varierende

med højden over havet. Dette anså han

for en virkning a f klim aet, som han lige

ledes beskrev. D erefter fandt han vegeta

tionsgræ nserne som udtrykt ved m iddel

tem peraturerne for varm este og koldeste

m åneder - udførte altså en slags tidlig

FOTD: TONY STONE

A f endnu større betydning var at det

lykkedes ham på basis a f de undersøgel

ser over klit, m arsk og vade, han siden

1930 havde udført ved Skallinglaboratori-

et, at fa oprettet De danske Vade- og

M arskundersøgelser 1953 - vel egendig

det første eksempel på anvendt geogra

fisk forskning i D anm ark. Virkningerne

på G eografisk Institut a f aktiviteterne var

selvfølgelig en stæ rk vækst både i perso

nale og opgaver. Ud over utallige bidrag

til de om talte opgaver, om fattede hans

personlige forskning især islandsk na

turgeografi, m en hans forståelse a f hvad

videnskab er og kræver, var m eget klar.

Først i 1949 og efter konkurrence var

H atts afløser blevet fundet. Det blev C.G.

Feilberg, som især havde beskæftiget sig

med M ellemøst-etnografi, publiceret i to

sm ukke arbejder

La Tente

oire

1944 og

Les Papis 1954 - samm en m ed en række

m indre, hvoraf flere fulgte i H atts spor

med skildring a f udviklingen a f plov og

hakke.

G eografihistorien skiftede spor i Ni

els N ielsen-Feilberg perioden, nem lig

fra laboratorium med to professorer til

in stitut m ed en egentlig stab. Ganske vist

havde m an tidligere haft assistance, m en

i princippet var professorerne for de to

geografi-hoveddiscipliner eneansvarlige

for forskning, undervisning og adm ini

stration. De førstansatte am anuenser ar

bejdede i begyndelsen under professoral

ledelse, men fik efterhånden i praksis

selv-stændige ansvarsom råder. Den sam

lede stab efterhånden om fatter 38 års

værk. Det faglige landskab er derm ed

blevet m eget m ere sam m ensat og bedre

dækket, især inden for udvalgte om råder.

Geografien i dag

G eografiens stæ rke ekspansion hæ nger

selvfølgelig samm en med et større og ri

gere sam funds voksende interesse for

den verden, vi lever i. Men det har også

stor betydning at faget har haft en vold

som udvikling dels ved specialisering,

men måske især ved at ny m etodik er ble

vet udviklet. Den langsomm elige obser

vation og kortlæ gning er blevet afløst

afjsuppleret m ed kartering via flyfotos og

satellitbilleder - »remote sensing« - der

giver m ulighed for øjeblikkelig registre

ring a f forskellige fæ nom ener og ved

hjælp a f

gis

en præcis afbildning og be

handling a f udbredelsesforhold. Prisen

derpå er oven i købet relativt lav, så an

vendelsen a f de ny m etoder er næ rm est

eksploderet.

I den m oderne verden har geografi faet

m ange a f de m etoder i hænde, der har

været savnet i de sidste 150 år sam tidigt

med, at fagets bredde/m anglende speci

fikke binding til tem aer - ofte en kilde til

skarp kritik - kan vise sig atvæ re en for

del i nutid og frem tid. ■

korrellationsberegning.

Det blev et væsentligt skridt hen mod

at beskrive Jordens plantebæ lter i deres

afhæ ngighed a f klim a - et arbejde, der

bragte Vahl i tæ t sam arbejde m ed sam ti

dens største botanikere, først økologen

Eugen W arm ing. senere C. Ravnkiær.

I Zones et Biochores Géographiques (1911) for

søgte Vahl at overføre de tem peraturg

rænser, der var fundet for planteform ati-

onernes vertikalud

bredelse på Madeira til at gæl

de horizontalt for hele Jorden. Det var

isæ r af-græ nsningen a f »planteform atio-

ner«, der voldte besvær, fordi sam

m ensæ tningen viser en statistisk og hi

storisk betinget variation. Senere om gik

han dette problem ved at udvælge speci

elle »indikatorplanter«, som m an nogen

lunde kendte udbredelsen for og ekstra

polere ved hjælp a f isoterm er. På denne

m åde fik han udarbejdet nogle rå kort

over plantebælter.

Kulturgeografien

uinder frem

Vahls indsats koncentrerede

sig om naturgeografien, og det var

derfor et stort frem skridt at m an udvi

dede staben med en professor i kultur

geografi, G udm und Hatt, som blev ansat

i 1929.

1939 afløstes Vahl a f Niels Niel

sen, som indledte en idérig og ekspansiv

ny epoke i dansk geografi. H ans virk

som hed lader sig kun beskrive i generelt

om rids. Det er specielt på det viden

skabs-organisatoriske om råde, at han

besad en utrolig gennem slags-kraft. På

publikationsfeltet bemærkes for eksem

pel at han i 1936 startede

Kulturgeografiske

Skrifter, 1940 Folia Geographica Danica, 1949

Atlas over Danmark og i 1947 overtog re

daktionen a f Meddelelser om Grønland. At

han iøvrigt ændrede

Geografisk

Tidsskrift til

et organ for dansk videnskabelig geogra

fi nævnes i forbifarten.

BAGGRUNDSBILLEDE: JAKOB SKOV