85 / 114
»Venstrekvinde«. Jeg mener nemlig, at Højre og Venstre
er lige berettigede i et Folk. Et Folk er som ét
Menneske, og et Menneske kan ses fra to Sider; jeg har
to Hænder til at tage med og to Øjne til at sé med og
to Øren til at høre med. Saa lad der ogsaa være to
Retninger. Ulykken er, at de fleste Mennesker magte
kun ét Forhold
De er som Hægter, der altid holder
fast i den samme Malle. Jeg sér Fejl og Fortrin baade
i Højre- og Venstre-Partiet; men jeg selv staar kun som
en bestemt Modstander dér, hvor Kristus, eller lad mig
gaa ned til at sige: hvor Religionen fornægtes, thi paa
det Punkt ligger Vægten, derfra udgaar den store Hoved-
forskjel i Livet.«
Den
17
de Oktbr.
1886
: . . . . »De vil sé, at jeg egent
lig ikke kan kaldes en
stille
gammel Kone, hvad Erin
dringer og Følelse angaar; vi Rosenkilder blive aldrig
paa den Maade gamle.«
. . . . »Det er alvorligt at blive gammel. Spørger man
sig selv: »Hvor Meget har Du holdt af alt Det, Du lo
vede?«, da bliver man tung i Sind; man har kun Et at
gjøre: bede om Guds Naade.«
Februar
1887
: »Til Flyttedag forlader jeg min gamle kjære
Lejlighed her ved Volden. Jeg har faaet mig en anden
paa Margrethe Vej, en Sidevej fra Wodrofsvej, tæt ved
Søerne. Der er stille, og jeg haaber, jeg bliver godt for
nøjet; selv har jeg endnu ikke set Boligen og faar den
ikke at se, før jeg flytter ind i den «
Den iste Juli
1887
»Inderlig Tak for Roserne; de
duftede mig imøde, da jeg kom ind i min lille Stue til
min Morgente. Og Tak for det dejlige grønne Rosen
løv; jeg holder saa meget af smukke Blade.
82