83 / 114
8
o
Den
2
den—
13
de Febr.
1885
. »Det er ved Lampe
skin, jeg skriver; derfor maa De undskylde Blyantet. . . .
Naar jeg sidder alene om Aftenen, er det godt for mig
at læse i gode Bøger og
lære
— ja, bestandig
lære
....
Kunde man først læse saadan en
hél, tyk
Bog om hin
anden, som var skrevet med
stræng
Sandhed, saa kunde
man saa dejlig tale sammen . . . . Jeg er glad ved, at
jeg læser saa langsomt; derfor trænger jeg ind i de
mange Begivenheder med Følelse og Eftertanke, og der
ved faar jeg et stort Udbytte . . . .
Jeg har været syg; det er, som man udtrykker sig,
»kun Forkølelse«; ikke desto mindre befinder jeg mig i
en yderst ubehagelig Tilstand. I Vinter har jeg ikke
været saa flink som forrige Vinter; jeg er en gammel
Kone; min Søn siger Nej, men jeg siger: »Saaledes
er det.«
Den
15
de Maj
1886
besøgte jeg hende ved Formid-
dagstide. Flun stod i sin Spisestue og ordnede en
Mængde Foraarsblomster, som hun havde faaet ind fra
sit Landsted. Duften var hende for stærk, saa hun
maatte sætte en Del af dem bort. Hun var meget svag.
»Jeg er istykker fra Isse til Fod,« sagde hun, »men mit
Sind er godt, og jeg er glad.« »Kan De endnu taale at
læse og beskæftige Dem?« spurgte jeg. »Kun lidt,« var
Svaret; »skrive kan jeg daarligt, næsten slet ikke mere;
men Tiden falder mig aldrig lang: jeg har saa uhyre
Meget at tænke over. Jeg lever nu saa stærkt i mine
Barndoms- og Ungdoms-Erindringer, og de er saa rige.
Det er sandt, hvad
Hostrup
siger i et Foredrag, at vi
skal »tage Arv«. Jeg føler, at Livet er en stadig Tagen-
Arv. Vi arver altid fra Fortiden; i den ene Livsperiode