FruJulieSødringFødtRosenkilde

forresten før sagde, at jeg endnu havde Lyst til at optræde,

saa tror jeg ikke, jeg under de nuværende Forhold

kunde.

Der er megen Tilbagegang fra før. Ja, der er jo endnu

nogle af mine Gamle. Kunde jeg komme til at spille

med mine rigtige Gamle — saa vilde jeg gjærne endnu.«

Ja, naturligvis: Geniet dør ikke; det er blot Legemets

Kræfter, der ikke ville slaa til. Hun havde sit Hus, sit

Familieliv, og hun havde Minderne, derfor var Livet endnu

rigt for hende. —

Da Fru Sødring i September

1881

mistede sin Mand,

bar hun sin store Sorg roligt og smukt. Hvad der hjalp

hende over de tunge Timer var den aandige Maade, hvor-

paa hun stedse betragtede Livet. Jeg vil anføre nogle i

saa Henseende betegnende Udtalelser af hende:

»Jeg lever i den Grad med Sødring, at jeg tit gaar

ene ind i hans Stue og raadfører mig med ham og faar

hans Svar. Medens han levede, gik jeg ogsaa tit ind til

ham og sagde: »Har jeg sagt Dig det rigtig, Sødring?

Staar jeg klar for Dig i det Punkt?« Og nu, da han ikke

er mere, synes jeg dog, han er her, fordi han kjender

mig igjen i Alt, hvad jeg gjør, og sér, det er Sandhed.

Den frygteligste Tanke for mig er, at han og mine andre

Elskede ikke skulle kjendes ved mig i Evigheden, fordi

jeg ikke havde vist mig for dem hernede, som jeg virke

lig var. Enhver, som jeg holder af, maa jeg absolut vise

mig for ganske, som jeg er, saa er der ingen egentlig

Skilsmisse mulig.« —

En anden Gang sagde hun: »I min Ensomhed færdes

jeg bestandig med Sødring og udvikler mig med ham;

jeg lærer meget af ham nu, han er død.« Man kommer

til at tænke paa Jesu Ord i Johannes’ Evangelium, det