FruJulieSødringFødtRosenkilde

arver vi fra den anden.

Hver Periode maa forbrugeden

forrige ; derfor gjælder det at gjøre den saa rig og ren

som mulig, medens vi lever i den. Tilsidst arver det

evige Liv det jordiske; derfor er det saa umaadelig alvor

ligt, men ogsaa saa lønnende at leve. Jeg føler, hvor

jeg udvikler mig og beriger mig ved at fordybe mig i

min Fortid. Jeg lever af at »tage Arv«, og derfor har

jeg saa travlt. Og saa spinder jeg og væver: det er

Traadene mellem mig selv og mine Venner. Er det

ikke dejligt, at man véd, der rundt om i Verden sidder

saadanne Vævere og Væversker, og at deres Væv for

binder Dem, der tit ikke ses længe ad Gangen, men som

dog altsaa er forbundne.«

Den Livlighed, hvormed hun talede, bragte hendes

hele Legeme til at ryste; jeg vilde derfor bryde af og

gaa; men hun tvang mig til at blive »lidt endnu«. Hun

sagde : »Det gaar over,

naar jeg blot er lidt rolig. Jeg

er svag, som De ser.«

Hun begyndte nu at tale om sine Børns og Sviger

børns store Kjærlighed og sin Glæde over deres Lykke.

Hun var fornøjet over, at hendes Svaghed endnu ikke

forbød hende at sé dem alle ved sit Bord; »naar jeg

saa føler mig for ringe, spiser jeg i et afsides Værelse, for

det koster Kræfter at være med ved Bordet, saadan tales

der og disputeres, og jeg kan endnu blive ilter; ja —

jeg vilde ønske, at jeg ikke kunde blive saa ilter. Det

er naturligvis om Højre og Venstre, som jo Alle skjændes

om. Men nu har jeg forbudt, at der i mit Hus tales

om Politik. Det gik jo saa vidt, at

je g

blev kaldt

Nicolaj Bøgh: Fru Julie Sødring.