81 / 114
Oktbr.
1882
. »Det er mig saa smukt efter at jeg
først har vundet, hvad man kalder Berømmelse, og ud
rettet noget i Livet, at jeg da ensomt kan trække mig
tilbage i mit yndige Hjem og tænke over Livet, det, der
er gaaet, og det, der kommer, og leve i Mindet med mine
Venner, de, der ere døde, og de, der endnu lever om
kring mig, men som jeg ikke kan taale at sé og tale
med. Jeg er ikke troløs, selv om det synes saaledes ;
jeg lever hver Dag med min gamle Kreds.«
Savnet af Sødring mildnedes for hende ved Sam
været med Børn, Svigerbørn og Børnebørn. Hun havde
den Glæde, at hendes Svigerdatter — en Datter af Dr.
Emil Hornemann, — der var en ypperlig Klavérspillerinde,
bragte Musik til hende netop saaledes, som hun elskede
Musiken, i stille Aftener i Hjemmet, og hun skriver til
mig, at hendes yngste Datter er blevet forlovet med
»det udmærkede Menneske og den udmærkede Maler
Godfred Christensen«. Naar hun var rask nok dertil,
samledes alle hendes Kjære om hende Søndag Middag,
men hendes Helbred var stadig svagt. Hun skriver til
mig: »Det er saa underligt at sé Foraarsskjæret paa
Himlen, at høre Spurvenes Pip Pip om Morgenen uden
for mine Sovekammervinduer og ikke rigtig at kunne
tænke paa den tilstundende Sommer. Tilgiv denne ve
modige Tone.«
Den
2
den Maj
1884
. »Jeg lever nu i mit Hjem, men
jeg føler ingen Tomhed. Nej, hvor man er rig, naar
man bliver gammel. Der er en Uendelighed at tænke
over, en Uendelighed at bearbejde. Det er underligt,
saa Livets Begyndelse og Slutning mødes. Lægerne siger
jo, at de to første Aar er de vigtigste for Børn; og jeg