82 / 114
siger, at de sidste Aar er de vigtigste for Mennesker; det
føler jeg bedst selv. Naar man bliver gammel, tilbringer
man mest Tiden med at gjøre sit Regnskab op for hele
Livet; skjønt der er Meget at sørge over og Meget at
ønske ugjort, saa er det dog saaledes, at jo oftere jeg
gjør Regskabet op, desto lettere bliver det mig, for desto
mere synes jeg, at Gud tilgiver. Det kommer vel deraf,
at der i
det
at gjøre Regnskab op ligger en Afbigt. Jeg
føler, at Gud i den Henseende er ligesom mine Forældre
var, — ja, De forstaar mig vel: naar jeg som Lille kom
og bad dem om Forladelse, sagde de
aldrig
Nej, de var
blot glade over at kunne komme til at tilgive. Saaledes
føler jeg mig som Guds Barn. Men saa er Ensomheden
med ham god og gavnlig. Livet ligner et Musikstykke:
det ender, som det begyndte; man kom ene ind i Ver
den, man gaar ene herfra. Det er godt saaledes.
Det
gælder det at betænke.«
Den
16
de Maj
1884
. »Da jeg første Gang kom paa
Teatret efter Johannes Fødsel, stod
Michael Wiehe
længe
ganske stille, fordybet i Tanker og Følelser; da han
havde staaet en lang Stund med Blikket paa mig, udbrød
han ganske stille og langsomt: »Nu kan De sige: Mine
Børn!« Nu —
31
Aar efter — kan jeg sige: »Mine
Børnebørn I«
Den n te November
1884
. . . . »I Søndags befandt
jeg mig meget ilde; jeg har i denne Tid lidt af Hjærte-
banken, jeg har ikke sovet om Natten, og i det Hele
taget befundet mig syg.
Igaar vilde jeg fortælle en morsom Historie, men
holdt strax inde med de Ord: »Nej, det gaar ikke, jeg
kan ikke lade være at le, og Dr. Silfverberg siger, jeg
maa ikke le.«
79