FruJulieSødringFødtRosenkilde

hendes Kunst, at der er et Personlighedens Forhold til

stede, en gjensidig Indflydelse, der ikke kan brydes, uden

at noget Væsentligt gaar tabt paa det Felt, hvor Kunstner

inden netop har sin Gerning at udrette.

Om selve Præstationen er der kun Lidet at sige.

Fru Sødrings Gedske Klokkers er bekendt nok. Fru

Sødring kan i denne Rolle ikke røre sig, uden at Folk

le. Det i Forhold til Rollens Omfang uhyre Detailarbejde,

der er anvendt paa den, har ført til et i saa fuldkommen

Betydning hélt Resultat, at det selv næsten ganske for

svinder for den umiddelbare Betragtning. Altser saauendelig

troværdigt ud. Gedske Klokkers er fra Ende til anden én

Figur. Hvert Træk er drevet ud til den yderste Spids, udar

bejdet med den fuldkomneste Naturtroskab og præsenteret

med det kosteligste Lune. Og paa alt Dette holder Fru Sød

ring sammen. Der er en saadan Bredde, en saadan Sandhed

og en saadan Konsekvens i det Hele, at det for enhver Til

skuer vilde staa som en ren Absurditet, om denne Gedske f.

Eks. forholdt sig blot en Smule anderledes til den tilbudte Kaf

fekop eller overfor Spørgsmaalet om Flæsket i Kødsuppen.«

Det viste sig desværre at være en Skuffelse med de

gjenvundne Kræfter, og dertil kom en anden Sygdom af

den Art, at hun kunde risikere at være paa Scenen uden

at være i Stand til at forlade den igjen.

Den tredje Septbr.

1875

fortalte hun mig, at* hun

havde bestemt sig til at søge sin Afsked fra »Det konge

lige Teater«. Da sagde hun: »Foruden at jeg føler mig

legemlig svag, kan jeg ikke længer være sikker paa min

Hukommelse; jeg kommer til at tænke paa, om jeg nu

kan huske Det eller Det, og saa er al dygtig Skuespilkunst

forbi. Der er ogsaa andre Ting, som gjøre mig ufri paa

Scenen. Desuden kan jeg ikke fragaa, at jeg ogsaa hæmmes