FruJulieSødringFødtRosenkilde

usædvanlig hjærteligt og kjønt, og Publikum var saa

ganske med.

Efter Tæppets Fald for anden Akt udbrød der igjen en ube

skrivelig Hyldesttilkjendegivelse, som kun for en Del blev

standset derved, at

Wilhelm Holst

traadte frem og oplyste

Publikum om, at Tjenestereglementet forbød Fru Sødring

at træde frem. Hendes Paaklædningsværelse paa Teatret

var i den Grad smykket, at hun ikke havde kunnet faa Plads

til at klæde sig paa derinde, men maatte laane et andet.

Jeg var mellem de Lykkelige, som var indbudt i hen

des Hjem efter Forestillingen. Udenfor Huset ved Vester-

vold var der af Husfællerne tændt Begfakler, som strax

stemte festlig. Alle Værelserne straalede og duftede af

Lys og Blomster — der var saavist over hundrede

sjældne, store Blomsterbuketter, saa man vandrede som

i en fortryllende Sommerhave. Alle Blomsterne fra

Scenen kom nu til og kunde knap faa Plads derinde.

A f Gjæster var der Høedt, Skuespillerinde Fru Jacobson

og hendes Mand, Kaptain Jacobson, samt et Par Andre.

Festens Dronning lyste imellem os som den personifice

rede Kjærlighed, inderlig glad og taknemmelig som et

godt Barn, og hendes Mand og Børn vare ligesaa smukke

at se paa: Lykke og Poesi smilede over det Altsammen.

Ved Bordet udbragte Fru Sødrings Faders Ven, Asses

sor Holmblad, kort, men varmt, hendes Skaal. Hun

tog da Ordet og talte naturligt for Høedt, som Den, der

havde fundet paa Jazinthas Rolle til at debutere i. »Na

turligvis er Høedts Fortjeneste ikke

saa

stor, at jeg skulde

mene, jeg ikke vilde have trængt igjennem, hvis jeg ikke

havde faaet den Debutrolle — det vilde være usandt,

det havde jeg nok alligevel; men Høedt gav mig her