68 / 114
sagt: det blev mig klart, hvor højt jeg skatter hende. I
et saadant Øjeblik tror jeg nemlig, man skal lære Folks
Karaktér at kjende. Hvor sand, hvor naturlig, hvor hjær-
telig og ægte kvindelig er hun dog ikke I Folk raabte,
saa hun maatte høre det: »Nej, hvor er hun dog yndig!
Hvor er hun dog til at holde afI« Hun forsøgte flere Gange
forgjæves at komme til Orde. Endelig mærkede man hun
vilde bryde af og begynde at tale; da tyssede man paa
hverandre. Hun løftede sine morsomme Øjne op paa Uhret
tilhøjre og sagde: »Klokken er Et!« Denne i og for sig
saa lidet morsomme Replik lød saa kostelig, at Jubelen atter
brød vældig frem og atter hindrede hende i at spille videre.
Da Phister kom ind og hilste hende som sin
25
aarige
Forlovede, hvorom der intet staar i Stykket, blev Blom
sterregnen igjen stærk, hvorpaa han bukkede sig og tog
en stor Buket, som han overrakte hende, idet han trium
ferende førte hende frem for Publikum. Ligesom han
havde improviseret sin første Replik om sin »
25
aarige
Forlovede«, saaledes tilføjede han nu ogsaa: »Men jeg
skal jo ikke nægte, at nu længes jeg rigtignok efter, at
vi kan faa Bryllup.« Da han derpaa bad om »et lille
Nysse« i Anledning af Festdagen, gav hun ham to paa
Munden. I Haanden havde hun en ny Snustobaksdaase
med Indskriften: »Til Jazintha fra hendes femogtyve-
aarige Forlovede Gil Perez.« — Senere hen i Stykket
kom
Hultmann
ind som en ung Laban, der skulde sidde
og kokettere med en Spanierinde, som dansede for ham;
men da han fik Øje paa Fru Sødring, der stod ved Si
den, faldt han hélt ud af Rollen, gik hen og tog begge
hendes Hænder og lykønskede hende. Det kan ikke
nægtes: det var udenfor Reglementet; men det var
Nicolaj Bøgh: Fru Julie Sødring
5
65