63 / 114
6
o
lige efter at hun havde instrueret en ung Dame, der i
Stykket skulde tiltale en afdød Onkels Portræt. Hun
begyndte: »O-o-o-o-o!« Du, min elskede Onkel!«, eller
noget Lignende. »Nej, det gaar aldrig i Evighed an,«
afbrød Fru Sødring hende. »Hvad tror De, Deres On
kel vilde sige til dette: »O-o-o-o-o!«? Han maatte jo
tro, De var bleven gal. De skal slet ikke tale, som om
der sad Tilskuere dernede; Sagener den: De staar alene
og er ulykkelig; saa drives De til i al Ærlighed og Na
turlighed at tale med Deres kjære gamle Velgjører.« Da
Fru Sødring fortalte dette, gav hun sig til at le og
sagde: »Ja, jeg var jo nødt til at tage det saadan, da
hun
skulde
sige Replikken; men Situationen var jo slem,
for et Pigebarn, der staar og taler til et gammelt Por
træt, maa jo være en opstyltet Skrue!«
Saaledes kunde Fru Sødrings Teaterliv sikkert kaldes
lykkeligt. Kjærlighed til Kunsten og Kjærlighed til Men
neskene forbandt sig hos hende paa den frugtbareste
Maade.