61 / 114
hende blot paa Skulderen. »En ministeriel Embedmand«
fik en særlig Betydning derved, at »Gamle Rosen
kilde« spillede deri sammen med sin Datter
Julie,
sin
Søn
Adolf
og sin Sigerdatter
Anna
, det morede dem
alle meget.
Rosenkilde sagde engang til sin Datter: »Jeg har al
drig kjendt noget Menneske, der har ført saa lykkeligt
et Teaterliv som Du.« Det maatte hun blandt Andet
sande i Forholdet til alle sine Medspillende; jeg tror ikke,
der var En af dem, hun i Længden havde noget Ud-
staaende med. Strax, da hun kom tilTeatret blev hun
protegeret og vejledet afde To, hun
ifølge sin Bega
velses Art maatte konkurrere med: Jfr. Jørgensen og
Madam Winsløw, hvilken Sidste afgav hende de to første
Debutroller. Anna Nielsen var ligefrem forelsket i hende,
medens hendes Mand, N. P. Nielsen, indskrænkede sig til
ridderlige Buk og formel Høflighed.
Der var over Fru Sødring blandt Kunstfæller noget
Husmoderligt. Mange af dem var hendes personlige
Venner, der kom i hendes Hjem. Ved Prøverne paa et
Stykke (»De hvide Roser«), jeg var Medforfatter til, fik
jeg hende at se bag Kulisserne.
Hvor hyggelig var hun ikke iblandt Alle i Personalet;
hun omgikkes dem som sin Familie og bragte afvejen
alt det Tomme og Spredte, der kan være bag Scenen.
Da Emil Poulsen i første Akt af det omtalte Stykke
skulde give Fru Eckardt en Buket, havde Fru Sødring
bragt den frisk med fra sin egen lille Have, og hun
havde endvidere mindre Buketter med til »sine smaa
Veninder, ja, egentlig paa en Maade Døtre«,
o:
de unge
Skuespillerinder. Da Generalprøven var forbi, foreslog
58