FruJulieSødringFødtRosenkilde

som hun følte sit Ansvar imod det. Hendes Kunstner

samvittighed kan ses af følgende Linjer, hun har skrevet

til sit Portræt i en Almanak: »Det er Scenens Opgave

at moralisere og at belære. Kun forsaavidt den opfylder

denne sin Bestemmelse er dens Existens berettiget, men

i saa Fald bør den ogsaa være ligestillet med Skolen og

Universitetet.«

Det at foragte »Publikum« var hende vederstyggeligt.

Jeg hørte hende engang udtale sig nedsættende om en

af vore bekjendte Forfattere, fordi denne i et Selskab

havde sagt, at det var ham aldeles ligegyldigt, hvad Pub

likum dømte om ham, hun mente, at en saadan Ytring

var et Tegn paa hans Letfærdighed som Forfatter, og

desuden troede hun ikke paa dens Sandhed. »Den For

fatter, der mener

det

,« sagde hun, »kan ikke have nogen

Interesse af at virke ved hvad han skriver og har ingen

Tro paa det evigt Sande i sine egne Udtalelser; han

skriver kun for sig selv, og det vil sige, at han som

Forfatter er ganske gold og betydningsløs. Hvad mig

selv angaar, saa er det af yderste Vigtighed for mig at

vide, at Publikum synes om

mig

og min Kunst; ellers

har jeg ingen Næring og faar ingen Tro paa mig selv.«

En anden Gang var hun ilde berørt af, at en Komedie

skriver havde sagt til hende: »Det undrede mig i høj

Grad, at mit Stykke blev antaget; thi det er kjedeligt og

vil ikke gjøre Lykke.« Hun sagde: »Det bemærker han

naturligvis kun, for — hvis det falder igjennem

kunne sige: »Jeg sagde det i Forvejen; jeg vidste det!«

Derved viser han kun, at han ikke er Kunstner, var han

det, saa havde han brændt det, hvis det var mislykket

og aldrig budt hverken Teater eller Publikum, hvad der