FruJulieSødringFødtRosenkilde

Jeg skal fremføre nogle enkelte af hendes Yndlings-

figurer. Hun vilde gjærne spille en gammel Pige, der

skulde giftes og ikke turde vise, at hun virkelig var for

elsket i

ham,

hun skulde have, ja, knap selv turde tro der-

paa. »Aa, saadant et Kvindehjærte er uendelig rigt og uende

lig ungt og uendeligt blufærdigt,« sagde hun. »Jeg kan jo

mærke det paamig selv i dette Foraar, jeg véd ikke, hvor jeg

skal hen for nye, rige Følelser, og nu er jeg dog gam

mel; jeg siger til mig selv: »Det er jo, som om Du var

en ganske ung Pige,« og jeg kan næsten ikke lade være

at tro det. Sæt nu, at jeg var saadan en gammel ugift

Pige, der virkelig skulde giftes i dette Foraar — aa, hvor

jeg skulde kunne lægge et Livs Indhold ind i det Men

neske, hvis jeg skulde fremstille hende.«

Saa vilde hun ogsaa gjerne være »en meget gammel,

hvid Oldemoder«, der modtager hele Familien paa sin

Fødselsdag, eller en dygtig Kone, der er umaadelig hid

sig og hvert Øjeblik forløber sig slemt, men stadig midt

i Hidsigheden fortryder det bitterlig og saa ikke véd Alt,

hvad hun skal finde paa, for at gjøre det godt igjen.

»Maa hun ikke være yndig i den Overgang, da det Gode

bryder frem? Saadanne Koner holder jeg saa meget af,«

sagde hun.

Saa vilde hun ogsaa »urimelig gjærne« være en di

stræt, meget nærsynet, men ivrig Husmoder, der stadig

forlagde sine Nøgler, sit Strikketøj, o. s. v , og fortvivlet

søgte efter det uden mindste Resultat, medens hun altid

havde det et eller andet Sted paa sig selv. Den største

Ulykke var, at hun heller aldrig kunde finde sine Briller, —

de sad nemlig altid skubbede op i Panden.

Endelig havde hun Lyst til at fremstille en Kone, der