er kjedeligt og mislykket. For den Slags Mennesker er
Kunsten ikke hellig.«
Men satte hun Publikum højt, saa lader det sig ikke
benægte, at hun nærede grumme ringe Respekt for Jour
nalistikkens selvbestaltede Kritikere af Faget. Hvad de
skrev om hende, vidste hun sjældent Besked med, og
hun stolede endnu sjældnere paa deres Dom ; hun mang
lede overhovedet Tillid til Kritikeren som Levebrøds
mand. Heri samstemmede hun med sin Fader.
Paa den anden Side modtog hun gjærne Kritik af sine
Kammerater paa Skuepladsen og udbad sig ofte deres
Raad. Hun havde ogsaa blandt disse flere Venner, som
altid sagde hende Sandheden, saasom
Patges, Schneider
og
Eckardt
, der, — skjønt de ikke selv vare betydelige
Skuespillere, — saae kritisk godt paa Andres Spil. Der
for bad hun ofte ved Prøverne dem om at sætte sig ned
i Parkettet for at iagttage, og saa senere ytre sig.
Hult-
mann
hørte ogsaa til Dem, der sagde hende, hvad han
ménte, og han har selv ytret sig til mig: »Hun var
mærkværdig fin og ypperlig i sine Præstationer. Blev
hendes Lune, i hendes Ungdom, en enkelt Gang saa
utæmmeligt, at det gik en Smule over Stregen, behøvede
man blot at gjøre en ganske lille, næsten stum Antyd
ning, strax var hun tilbage indenfor Kunstens strængeste
Grændser. <
Instruktion modtog hun aldrig, selv ikke engang af sin
Fader. Men det er en Selvfølge, at hvor den kunstne-
liske Naturbund var saa ensartet, som her hos Fader og
Dattei, maatte der, selv uden direkte Instruktion, finde en
Forstaaelse Sted, som kun behøvede et lille Vink, for at
det skulde blive klart, hvad der mentes. Gamle Rosen
56