60 / 114
57
kilde, der aldrig gav sin Datter ligefremme Anvisninger
og endog sjældent indfandt sig paa Prøverne for at se
hende, overværede derimod bestandig den første Opfø
relse af ethvert Stykke, hvori hun havde en Rolle; var
han fornøjet med Udførelsen, tilkjendegav han det ved
et lille Nik, et Smil, et Haandtryk, eller ved en lille
Ytring som: »Jeg kan se, Du er
min
Datter.« Havde
han Et og Andet at udsætte, da faldt der blot en lille
Antydning derom, som han var vis paa vilde blive for-
staaet*). Han sagde til hende: »Husk paa, at naar Du
staar paa Scenen, saa spiller Du paa et stort Instrument;
alle Strængene gaar ud fra
Dig-, Du
skal stemme dem,
og
Du
skal spille paa dem.«
Det glædede ham naturligvis meget at spille med
hende, fremfor Alt i »Gjenboerne«, hvor han var Kob-
bersmedden, medens den treogtyveaarige Datter spilllede
Kobbersmedmadammen og morede Rosenkilde kostelig
ved Foredraget af Visen om Søren, der stod paa Post*).
Da Rollen senere blev tagen fra ham, sagde han blot:
»Aa, — jeg holdt dog saa meget af at staa dér og høre
hende synge den Vise.« De spillede ofte sammen. I
»En Søndag paa Amager« var hun hans kjærlige Datter.
I
Lesages
»Tjeneren sin Herres Medbejler« spillede de
ypperlig det gamle Ægtepar, og det var ikke sjældent, at
de spillede Mand og Kone; det blev derimod et uop
fyldt Ønske hos hende at komme til at agere hans Mo
der, hvilken Tanke var hende meget morsom. Naar de
fra Scenen fulgtes ad ud mellem Kulisserne, »var han
altid saa rar, skjønt han Ingenting sagde«; han klappede
*) Se Cabiros: »Udvalgte Føljetonner', S. 290— 91,
*) Se sammesteds S. 292.