![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0051.jpg)
Ydmyghed i Kjærlighed til ham og Resignation for hans
Skyld, til en sand Hymne over Moderkjærligheden, jeg
ikke véd at sammenligne med Andet end Hartmanns
skjønne Melodi i »Liden Kirsten«. En eneste Gang har
Fru Sødring forsøgt en fuldkommen Stemmeforvandling,
nemlig i en af hendes sidste Roller, Fruen i »Helene«,
og Forsøget kronedes med Held, men karakteristisk nok,
Publikum, der var uvant med dette stærke Spil hos den
yndede Kunstnerinde, var yderst sparsom med Bifald og
Anerkjendelse. Ellers var det altid den samme Stemme,
kun et ødselt Væld af skiftende Tonefald.
Hun ytrede selv om sin Diktion: »Min Stemmes
Betoning paa Scenen staar over Faders; den er finere,
vistnok fordi jeg er Kvinde og har — som saadan —
gratiøsere og zartere Overgange i den. Den staar i nær
Forbindelse med min rythmiske Sans. Jeg tror ganske
vist, at jeg ikke havde kunnet fremstille Moderømheden
i »Kampog Sejer«, hvis jeg ikke havde været musikalsk;
jeg føler, hvorledes denne Gave hjælper mig, hver Gang
jeg skal sige en Replik.« Man kommer ved Fru Sød
rings Ord til at tænke paa en Ytring i Goethes »Wil
helm Meister« (Fjerde Bog, Beg. af
14
de Kapitel), hvor
der siges, at en Skuespiller uden Kjærlighed til Musik
aldrig kan komme til et tydeligt Begreb om og Følelse
af sin egen Kunst. Ligesom man agerer meget lettere
naar Gebærderne ledsages og ledes af en Melodi, saale-
ledes maa Skuespilleren ogsaa i Tankerne ligesom kom
ponere sig sin prosaiske Rolle, at han ikke blot mono
tont kludrer den af efter sin individuelle Skik og Maade,
men behandler den i tilbørlig Afvexling efter Takt og
Rytmus.
48