FruJulieSødringFødtRosenkilde

der stod, at hvis Fru Sødring ikke kom til at spille Rol

len, ønskede han ikke Stykket gjenoptaget.

Fru Sødring sagde selv: »Det som jeg har bestræbt

mig for i min Kunst, er

at være god a f Hjærte

, saa

jeg ikke saarede Nogen, naar jeg lod mit Humør og

Lune spille, men opdrog dem, fordi de holdt af mig og

kunde sé Alvoret bag det Altsammen. Nej, der er dog

ikke Noget saadan som det sandt Komiske; det staaer

saa højt, fordi den dybe Moral ligger bag ved det. Det

var derfor, at

Heiberg

kunde sige til mig, at der var

Intet, der henrev ham saaledes, som det Komiske. Kan

De saa tænke, hvad jeg maatte føle, da jeg en Dag i et

Selskab, kort efter at jeg havde debuteret, stod og talte

med en Dame, og en Nysgjerrig trængte sig frem for at

høre hvad jeg sagde, men snart mismodig vendte sig bort

med de Ord: »Gud, — hun er jo alvorlig!«

»Sandhed er som Gud selv; den overbeviser ved sin

egen Magt. Ser man den i ren Nøgenhed, saa tvivler

man ikke et Øjeblik; det har jeg følt tit paa Scenen, at

formaaede jeg at fremstille Noget ganske som det er,

saa havde jeg i det Samme sejret.«

Og med Hensyn til hendes Naturlighed, som hører

saa nøje sammen hermed, sagde hun en anden Gang:

’ Jeg vil slet ikke »spille Komedie«, jeg vil være et na

turligt Menneske paa Scenen. Det er rent tilfældigt, at

Tæppet gaar op, og Tilskuerne faa at se et Stykke Livs

historie ; men

je g

, som optræder i denne Livshistorie,

véd slet ikke af, at de ser det.«

Sandhed betager ved sin Simpelhed, ved sine ringe

Midler med de store Virkninger; saaledes ogsaa hos Fru

Sødring. Hun talte ikke særlig højt, hun gjorde meget