42 / 114
paa, at hun havde gode Tilhørere og Tilskuere, der op
fattede hver lille Enkelthed i Fortællingen; thi hun for
klarede aldrig, hvad hun ménte med Det eller Det, og
man maatte med stor Samvittighedsfuldhed følge hendes
hele Person; Alt i den talte, og ofte opdagede man
Smaatræk, som vare karakteristiske for de Personer, hun
omtalte, men som man nu først ved hendes Fremstil
ling blev opmærksom paa, og som viste hendes over
ordentlig skarpe Opfattelse og Iagttagelsesevne. Jeg har
aldrig hørt nogen fortælle saa malende, saa levende og
virkeligt som hun. Man sad længe og holdt Latteren
tilbage for ikke at miste et eneste Ord eller Træk. Jeg
tror, det er sandt: hun var endnu større Kunstnerinde i
sin Dagligstue end paa Scenen.
Og fik man saa Plads ved hendes hyggelige Tebord,
saa bemærkede man snart, at det var ikke alene hende,
der førte Ordet. Hvor samtaledes her ikke, hvor dispu
teredes der, hvor var man uenig og dog i fuld Sympati
overfor hverandre. Der blev formelig ikke Plads eller
Tid til hvad Hver vilde sige. »Tilgiv, Sødring, husk
hvad det var, Du vilde sige; jeg vilde blot tilføje,« og
saa strømmede hendes Ord frem. »Undskyld mig, Julie,
det var blot en Bemærkning,« og saa talte han, ivrig og
friskt, djærvt og varmt — altid selvstændigt. Og Bør
nene! Deres Individualitet respekteredes hver for sig og
havde fuld Ret til at ytre sig. Hvor kunde Fru Sødring
da ikke være tilbageholdende overfor sit Eget, anerkjen-
dende og modtagende over for Andres!
Da hun havde baaret sit første Barnebarn over Daa-
ben, sagde hun til mig: »Hvor var det dejligt, da
Fog*)
*)
Den senere Sjællands Biskop, da Provst og Præst for Holmens
Menighed. Fru Sødrings kjære Præst.
39