40 / 114
Sejl. Forskjellige snadrende Andefamilier befinde sig me
get vel i denne Skjønhed . . . .
. . . . Naar jeg sidder herude paa min Strandhøj og sér
al denne mageløse Skjønhed i Naturen, saa er der Noget i
mig, der siger: »Nu begynder et nyt Liv for Dig her;« mine
Kræfter vilde ikke slaa til mere til den store Virken
som Skuespillerinde; nu har jeg Lov til at leve
alene
for min Mand, mine Børn og mine kjære Venner. I
31
Aar har jeg delt mig. Gid jeg maa leve op, føle mig
ung og være Meget for Alt, hvad jeg ejer! —« (Senere) t
»Saadanne Maaneskinsaftener, som vi har i denne Tidr
kan ikke beskrives; Ord kan ikke udtrykke en saadan
Skjønhed. laften, — Torsdag d.
27
de Avg. (
1879
) — er
det en saadan Aften; Alt i Haven er
saa
klart belyst af
Maanen, at hver Blomst ses, — man kunde godt plukke
Blomster. Og en Stjærnehimmel saa vidunderlig! Ja,
det er vist, her er dejligt. Fire Aar, fire Sommere har
jeg levet her; gid jeg maa mindes dem med Taknemme
lighed ! Imorgen Fredag, rejser jeg ind til mit kjære
Hjem.«
4de August
82
. . .
»Dette vedvarende Tordenvejr er
slemt for m ig ; det er, som om jeg vandrer i lunkent
Vand med underlige Rædsler i; det virker saa nedtryk
kende paa mig, og jeg gaar med stadige Smerter i Ho
vedet og Kvalme. Idag synes jeg, det er lidt friskere;
men vældige Skyer drage over Hovedet, og uagtet de
ere skjønne at se til, true de tillige. Her er dejligt, og
jeg er usigelig taknemmelig for mit velsignede Hjem.«
Den
5
te Febr.
1885
. . . . »Jeg længes ofte efter Havet.
Min Strandstue ude paa Landet er mit kjæreste Værelse;
desværre kan jeg ikke taale Blæst. Om Sommeren har
37