FruJulieSødringFødtRosenkilde

»Ma—thil—de!« ned ad St. Pederstræde. Her er bedst

om Morgenen Kl.

—

1/2- Naar jeg kommer ind i

Stuen, aa, saa er her saa dejligt, ingen Børneskraal, og

blinkende Dug paa Græs og Grene. Men sér De, det

vilde jeg jo have nok saa smukt paa Landet. Tænk,

om vi skulde faa det Landsted! Hvad vilde Mor have

sagt, om hun havde hørt det? Ja, det er nok ikke meget

stort, men dog større end mit Barndomsideal af et Land

sted. <

Det blev virkelig til Alvor: Sødring kjøbte Stedet, som

var smukt beliggende ved »Emilie Kilde« med Have ud

til Sundet. I dette Landsted kom Efterladenskaberne fra

det gamle Hjem i Adelgade, hvilke Fru Sødring altid

havde holdt i Ære, til Hæder og Værdighed; de gamle

Møbler blev pudsede op og anbragte her. At ogsaa an

dre mindeværdige Sager fik deres Anvendelse her, vil f.

Ex. kunne ses deraf, at da jeg en Dag spaserede med

Fiu Sødring i Haven derude, sagde hun pludselig midt

i Samtalen: »Der ligger Madam Conradsen!« idet hun

pegede paa en gammel Parasol; »saadan kalder vi den,«

sagde hun, »fordi jeg spillede Madam Conradsen med

den i »De Fattiges Dyrehave«.«

For at illustrere hendes Sommerliv herude afskriver

jeg nogle Brudstykker af Breve, hun har sendt mig:

Den

de Aug.

1876

. . . . »Idag er her paradisisk skjønt.

Nu sidder jeg paa en Høj, som ligger lige ved Stran

den, det er det mest fortryllende Vejr, Himmelen klar,

dyb, ,blaa med de dejligste hvide Skyer. Stranden er

vidunderlig skjøn, den striber sig med mørkt Blaat, lyst

Blaat, Grønt og Graat og Hvidt; Bølgerne ere smaa og

krusede, Baadene glide stille forbi med hvide og røde