FruJulieSødringFødtRosenkilde

jeg jo gjærne været en fire Maaneder ude paa Landet;

det var tit svært for mig at blive i min Stue, naar Øre

sund var i stærkt Oprør; Bølgerne, store, hvidskum

mende, slog højt, Søvandet slog langt ind i Strandhaven.

Naar saa Stormen har lagt sig, er det henrivende at gaa

derover, op paa Højen; Bølgerne gaa endnu voldsomt,

jeg faar Stænk i Ansigtet, den lille Bro er ikke til at

komme ud paa — ak ja, det var storartet dejligt. Ni

Sommere har jeg været dér. Hvor Sødring var glad

dér, hvor han elskede det Sted; han opgav aldrig sin

kjære Tanke at bo dér Vinter og Sommer; derfor an

vendte han saa Meget paa det.«

Fra sit Hjem udsendte Fru Sødring tit sine smaa Bil

letter med Indbydelse til at komme i Mørkningen og

blive om Aftenen: »jeg synes, vi kunne sidde og pas

siare ganske utrolig dejlig sammen,« skrev hun; »jeg

skal fortælle Alt, hvad jeg har oplevet i Rummel og

Tummel, i Stue og Stilhed.« Eller hun indbød En til

at træffe »unge Venner og Veninder til Passiar og Leg.«

Det var Aftener, man aldrig glemmer, mindst dog dem,

hvor man var der alene. Alt var fængslende. Fra Væg

gene lyste de mange skjønne Malerier, hendes Døtres

Sang lød ved Klaveret, hun selv samlede den lyttende,

leende Kreds omkring sig. Hun fortalte saaledes, at

man af Latter var nærved at falde ned af Stolene; thi

selv for sine Allernærmeste havde hun stedse det Geni

ales Nyhed.

Naar hun meddelte Noget om Andre, traadte alle de

Personer, hun omtalte, aldeles tydeligt frem med Stemme,

Gestus og det Hele. Man følte, hvor stort det var at

give Alt i saa smaa og simple Træk. Og hun stolede